Charles Omenihu rykker til D.C.

0

Washington Commanders får glæde af den erfarne skyttegravskriger Charles Omenihu, som har skrevet under på en etårig aftale med hovedstadsholdet.

Adam Peters og Dan Quinn fortsætter med at investere i deres forsvar, som tillod sjetteflest point i NFL i fjor.

Senest har Washington Commanders hentet den erfarne skyttegravskriger Charles Omenihu, som har skrevet under på en etårig aftale, der kan løbe op i godt 45 millioner danske kroner ($7 mio.).

Charles Omenihu skifter til hovedstadsklubben efter, at han har tilbragt de seneste tre sæsoner hos Kansas City Chiefs. Således var Omenihu med til at vinde Super Bowl LVIII med Chiefs, hvor de besejrede San Francisco 49ers i Las Vegas.

Selvom Omenihu bare er 28 år gammel, så har han spillet syv sæsoner i NFL, siden han blev valgt af Houston Texans i femte runde af 2019-draften.

Samlet set står Charles Omenihu noteret for 129 tacklinger, 23 sacks og seks forcerede fumbles i NFL.