Arizona gik ind til dette års free agency med lidt penge på kistebunden, nu bruges nogle af dem på en af holdets angrebsspillere.

Arizona Cardinals har kunnet lide det, de så fra runningback Kenyan Drake. Derfor placerer de det såkaldte transition tag på runningbacken, hvilket som udgangspunkt betyder, at Drake tørner ud for Cardinals igen i 2020.

Med et transition tag har Drake, modsat et eksklusivt franchise tag, muligheden for at forhandle med en kontrakt med Arizona men også med andre hold.

Arizona kan matche enhver kontrakt som Drake måtte modtage andetsteds, hvis de ikke selv får forhandlet en kontrakt igennem med spilleren. Hvis Drake modtager et lukrativt tilbud andetsteds, som Cardinals ikke ønsker at matche, får de dog ingen kompensation for at lade ham skifte.

Får Drake ikke forhandlet en ny kontrakt igennem, vil transition tagget indbringe ham næsten 8,5 millioner dollars for 2020-sæsonen.

Drake kom til Arizona midt i den forgangne sæson, da Arizona i oktober sendte et sjetterundevalg til Miami. Den 26-årige angrebsspiller havde vist glimt af potentiale i Florida, men aldrig helt fået den afgørende chance som starter.

Det fik han i Kliff Kingsburrys angreb i Arizona, hvor han imponerede, specielt mod slutningen i sæsonen. I otte kampe fra start for sin nye klub løb Drake for mere end 600 yards og snittede mere end 5 yards per løb. Derudover greb han bolde for 171 yards og scorede i alt otte touchdowns.

Arizona har stadig David Johnson på holdet, som i 2018 skrev under på en kontrakt til en værdi på godt 40 millioner dollars. Han er dog nærmest blevet en eftertanke i klubben.