
Den tidligere Lions og Giants-spiller Devon Kennard er født og opvokset i Arizona, og nu henter Cardinals ham hjem til sin hjemstat.
Det var lidt overraskende, da Lions valgte at fritstille den respekterede starter Devon Kennard, men det kan Cardinals nu glæde sig over.
Kennard, der er født og opvokset i Arizona, vender tilbage til sin hjemstavn på en treårig aftale. Kontrakten skulle have en samlet værdi på op mod 20 millioner dollar.
28-årige Kennard kom ind i ligaen i 2014, hvor han blev valgt i femte runde af New York Giants. Her spillede han fire sæsoner i en rotationsrolle, inden han skiftede til Detroit Lions forud for 2018-sæsonen. Hos Lions var han fast mand i to år og kvitterede med syv sacks i både 2018 og 2019.
Hos Cardinals skal han hjælpe pass rushet på den modsatte side af Chandler Jones, der er Cardinals’ store defensive stjerne.








