Efter en blød start på transfervinduet, har Colts for alvor sat skub i tingene, og nu har de skrevet kontrakt med cornerback Stephon Gilmore.

Det kan godt være, at Colts ikke smed om sig med store kontrakter i de første par uger af transfervinduet, men stille og roligt har de fået skrabet et par par store navne til sig, der skal opfylde drømmen om en Super Bowl sejr her og nu.

Først hentede klubben quarterback Matt Ryan hos Atlanta Falcons, og nu har de forstærket forsvaret med den femdobbelte Pro Bowl-cornerback og tidligere Defensive palyer of the year Stephon Gilmore.

Gilmore kommer til klubben efter en halv sæson hos Carolina Panthers, og får en to årig aftale til en værdi af 23 millioner dollars med 14 millioner garanteret, skriver avisen IndyStar langfredag.

Gilmore var en af de største stjerner, der stadig stod uden kontrakt, og indtager plads nr. 16 på vores Top 100 liste, og giver omgående Colts et stjernenavn på cornerback, hvor de længe har været svagt besat.

Colts lavede en handel tidligere i free agency, hvor de fik tilknyttet pass rusher Yannick Ngakoue og i stedet sendte den unge corner Rock Ya-Sin til Raiders. Et aggressivt træk, der fyldte et hul på pass rush, men efterlod et hul på den anden side af Pro Bowl corner Kenny Moore.

Nu kommer den 31-årige Gilmore ind og fylder omgående det hul. Det er kun to sæsoner siden han blev kåret til årets forsvarsspiller i NFL efter 2019-sæsonen, men han blev skadet i 2020, og Patriots sendte ham lidt overraskende til Panthers sidste år.

Med ​​Gilmore på holdet går cornerback pludselig fra en svaghed til en potentiel styrke for Colts med Kenny Moore på det andet hjørne, og Isaiah Rodgers den tidligere Raiders-spiller Brandon Facyson som backups.

Samtidig har Colts forstærket safety-positionen med Rodney McLeod fra Eagles og hentet den tidligere Chiefs-spiller Armani Watts for at overtage fra George Odum, der tog til Seattle.

Gilmore blev draftet af Buffalo Bills med pick 10 i første runde i 2012, og tog efter fem sæsoner videre til divisionsrivalen New England Patriots, hvor han blev den bedst betalte forsvarsspiller i historien. Efter fire år i Foxboro kom han sidste år til Panthers, hvor han lavede to interceptions på otte kampe og ikke opgave et touchdown.

Gilmore vandt Super Bowl LIII med Patriots over Rams, han blev kåret til Defensive Player of the Year i 2019, er to gange blevet hædret med First-team All-Pro (2018, 2019), og har været i fem Pro Bowls (2016, 2018–2021). Han førte NFL i interceptions i 2019 med seks.

Colts har ikke noget valg i første runde af draften, og selvom der er mange gode cornerbacks og et par gode gode safeties i 2022-årgangen, så kan de ikke forvente at tilknytte et topnavn. Det gjorde de i stedet med Gilmore.