Buffalo Bills sikrer sig, at Jordan Poyer er at finde i klubben til og med 2022.

I de seneste sæsoner har Buffalo Bills haft et af NFL’s bedste forsvar, og midt i det kaos, der kaldes free agency, har Bills nu forlænget med en af profilerne på forsvaret.

Safetyprofilen Jordan Poyer skriver under på en toårig kontraktforlængelse. I forvejen var han under kontrakt for 2020-sæsonen, og den nye kontrakt vil altså holde ham i Buffalo til og med 2022-sæsonen.

Det erfarer journalisten Jeremy Fowler fra ESPN.

Ifølge Ian Rapoport fra NFL Network vil Jordan Poyer tjene 20,5 millioner dollar over de to år.

Jordan Poyer, der snart fylder 29 år, kom til Bills i free agency i 2017 efter ophold hos Philadelphia Eagles og Cleveland Browns. Siden har han spillet 47 af 48 kampe for Bills, hvor han sammen med safetykollegaen Micah Hyde og cornerback Tre’Davious White har dannet en af NFL’s bedste secondaryer.