Chris Harris Jr. kan være fortid i Denver Broncos snart. Han vil have en ny kontrakt eller trades væk.

Chris Harris Jr. har i flere år været en af Denver Broncos’ helt store profiler, men hans tid i Denver kan nærme sig en ende.

Cornerbacken har således krævet at få en ny kontrakt. Ellers vil han sendes væk i en trade. Det erfarer ESPN’s Adam Schefter samt Mike Klis fra lokalmediet 9news.

I 2015 skrev Harris under på en femårig aftale til 42,5 millioner dollar, og den udløber efter den kommende sæson.

Ifølge Klis skulle Harris ønske sig en ny aftale, der betaler ham mere end 15 millioner dollar om året. En sådan kontrakt vil gøre ham til NFL’s bedst betalte cornerback.

Klis erfarer samtidig, at Broncos ikke har tænkt sig at give Harris Jr. en ny kontrakt med den årsløn.

Chris Harris Jr., 29 år, har spillet for Broncos i hele sin karriere, siden han ikke blev valgt i NFL-draften i 2011. Han har nået 123 kampe for klubben med 19 interceptions til følge.