Houston Texans’ cheftræner Bill O’Brien har for første gang løftet sløret for, hvilke tanker han gjorde sig, før han tradede stjernereceiveren DeAndre Hopkins til Arizona Cardinals for David Johnson og et andetrundevalg

“Dette årtusindes værste handel”, “Røveri ved højlys dag”, “Utilgiveligt”…

Målt på offentlighedens reaktioner kan Texans handel med Arizona Cardinals – hvor DeAndre Hopkins og et fjerderundevalg blev sendt til Cardinals for David Johnson, et andet- og et fjerderundevalg – ikke betegnes som en succes for texanerne.

Texans’ cheftræner og de facto general manager Bill O’Brien blev heftigt kritiseret af fans, eksperter og ex-spillere for det overraskende lille udbytte, han fik ud af at trade en af ligaens største receiverstjerner.

Men på et konferencekald med Texans’ sæsonkortsholdere forsvarede Bill O’Brien sin beslutning. Ifølge Brien ønskede Hopkins en lønforhøjelse, som Texans ikke kunne gå med til.

– Den (handlen) var i holdets bedste interesse. DeAndre Hopkins var en fremragende football-spiller. Han lavede så mange store spil for os. Vi elsker Hopkins. Men han havde tre år tilbage på sin kontrakt, og han ønskede en lønforhøjelse. Og vi havde ikke i sinde at gå i den retning. Vi følte, at vi fik et fremragende tilbud fra Arizona, som involverede draftvalg og en fremragende three-down runningback, som er sulten og ydmyg og ikke kan vente på at komme i gang. David Johnson bliver en stærk tilføjelse til vores hold.

Lønforhøjelsen var dog kun en af flere ting, som O’Brien tog med i sine overvejelser.

– Der er en masse forskellige faktorer, der går ind i sådan en handel. En masse tanker. Hvor store er kontraktomkostningerne? Hvad koster det at købe sig op til et andetrundevalg, deres valg nummer 40. Hvilkens type spiller henter vi ind. Hvilken type spiller mister vi, og hvad er i holdets bedste interesse.

At Bill O’Brien tilsyneladende har tænkt handlen igennem, gør det kun endnu mere mærkværdigt, at han faktisk gennemførte den.

En ting er at trade en receiver af Hopkins’ kaliber, men at få så lidt for ham vidner om, at Bill O’Brien ikke har undersøgt markedet grundigt nok. David Johnson var tilovers hos Arizona, efter Kenyan Drake overtog hans starterrolle og Hopkins er en top-5 receiver.

Det er svært at tro på, at O’Brien ringede rundt til alle NFL-mandskaber for at se, hvad han kunne få. Havde han gjort det, var han ikke blevet bespist med en reserve-runningback og et andetrundevalg.