Chicago Bears går ind til sæsonen med sidste års førsterundevalg, Mitchell Trubisky, som starter på quarterback-positionen. Nu har bjørnene fundet den unge spillers reserve.

Det drejer sig om 31-årige Chase Daniel, der efterhånden har været reserve i en del klubber i NFL. Daniel får to år i Chicago og kan tjene 10 millioner dollars for at sidde på bænken og være klar, skulle det værste ske for Trubisky.

Veteranen spillede collegebold for Missouri Tigers og var en dygtig quarterback i college. Alligevel blev han ikke draftet i 2009, men skrev i stedet under på en kontrakt med New Orleans Saints. Her tilbragte han de næste fire sæsoner mere eller mindre uden spilletid, da Saints har en quarterback ved navn Drew Brees. I 2013 skiftede Daniel så til Kansas City Chiefs, hvor han endnu engang indtog reserverollen. Her blev det dog til mere spilletid, og quarterbacken fik lov til at starte hele to kampe.

Det blev til tre år i Kansas City, inden veteranen skiftede til Eagles i 2016. På trods af kun at have kastet 77 kast i NFL på syv år, fik Daniel en tre år lang kontrakt til en værdi af 21 millioner dollars. Han blev cuttet den efterfølgende sæson og tog tilbage til Saints.

Med hele 78 kast i bagagen kan han nu se frem endnu et år som reserve. Cheftræner i Chicago, Matt Nagy, har indgående kendskab til Chase Daniel. Nagy var quarterbacktræner for Kansas City fra 2013 til 2015 og blev herefter forfremmet til offensiv koordinator.

Bears’ nye reservequarterback har været i meget stabile organisationer, der alle er kendt for deres dygtige trænerstab og talentfulde quarterbacks. Dermed tyder meget på, at han vil være en god mentor for en ung quarterback.