Chicago Bears forsøger at opgradere holdets pass rush og skiller sig i samme ombæring af med et tidligere førsterundevalg.

Defensive end Robert Quinn bliver 70 millioner dollar rigere over de næste fem år efter at have skrevet kontrakt med Chicago Bears. Det fortæller NFL Networks Ian Rapoport, der har været i kontakt med spillerens agent.

Pass rush-specialisten får også 30 millioner dollars i garanterede penge.

Efter at have været historisk gode i 2018 var Bears-forsvaret ikke helt på samme niveau i fjor. Det forsøger trænerstab og ledelse nu at gøre op med. I Robert Quinn får de en dygtig edge rusher, der kan presse modstandernes quarterbacks.

Den 29-årige forsvarsspiller spillede sidste år for Dallas Cowboys, hvor det blev til 11,5 sacks. Bears nedlagde modstandernes quarterbacks 32 gange i fjor, det var en forværring på hele 18 sacks i forhold til 2018 (50 sacks). En pass rush duo bestående af Quinn og Khalil Mack lyder ikke helt skidt.

Quinn startede karrieren for Rams, hvor han spillede de første syv år af sin karriere, inden det blev til et enkelt år for henholdsvis Dolphins og Cowboys. Quinn har altid været en produktiv spiller. Den nye Bears-spiller blev valgt som draftens 14. spiller i 2011 og havde sin bedste sæson to år efter, hvor han formåede at lave 19,5 sacks.

Med tilgangen af et tidligere førsterundevalg siger Bears i samme ombæring farvel til et andet førsterundevalg. Leonard Floyd er blevet fyret med øjeblikkelig virkning.

Valgt af Chicago som den niende spiller i 2016-draften, var Floyd udset til en langvarig karriere som quarterbackjæger for Bears. Det tydede alt også på efter en fin rookiesæson, men sidenhen er spillet og udviklingen stagneret, og det resulterede så i en fyreseddel.