Efter flere forsøg på at omstrukturere forsvarsspillerens kontrakt har slået fejl, fritstiller Cardinals den alsidige Mathieau.

Det har længe ligget i kortene, at Tyrann Mathieu ikke ville spille videre under sin nuværende kontrakt hos Cardinals, men at holdet i sidste ende skulle fritstille den populære spiller kommer som en overraskelse. Så sent som i går fortalte kilder, at de to parter var tættere på at blive enige om en ny kontrakt, men det er altså ikke lykkedes.

Mathieu, også kendt som Honey Badger, er dermed klubløs og vil sikkert have en rødglødende telefon. Den kun 25 år gamle forsvarsspiller blev draftet i tredje runde af draften i 2013 og havde en positiv effekt på Cardinalsforsvaret fra første dag.

Honey Badgers bedste sæson kom i 2015, hvor den alsidige forsvarsspiller var en dominerende force. Det betød, at han efter sæsonen blev valgt til både Pro Bowl og First Team All-Pro.

Inden 2016-sæsonen gik i gang forlængede Mathieu med Arizona, en kontrakt til en værdi af hele 62,5 millioner dollars var belønningen for det fornemme spil. Den kontrakt skulle have holdt ham i klubben i fem år, men det bliver altså ikke tilfældet.

Forsvarsspillerens største problem har været skader. Honey Badgers forholdsvis spinkle statur og aggressivt forsvarsspil er ikke altid den bedste kombination i NFL. De mange skader har betydet, at Honey Badger de senere år ikke har lignet sig selv. Han døjede med en skulderskade hele 2016-sæsonen, og selv om han spillede alle 16 kampe i år, var det ikke på samme niveau som før sin store kontrakt. Alligevel sluttede han med at have spillet flest forsvarssnaps i ligaen, og han havde næstflest tacklinger af alle Cardinals-spillere.

Det, i forhold til kontrakten, dårlige spil var grunden til, at man ikke kunne forsvare den høje løn. Honey Badger ville ikke gå med til en nedgang i løn og det blev dermed til en fyringsseddel. Der skal nok være rigeligt med hold, der tør at tage en chance med så talentfuld og ung en spiller.