San Francisco 49ers forstærker sit presspil med Leonard Floyd.

Leonard Floyd vender tilbage til vestkysten i Californien. Ifølge TV-stationen NFL Network har Floyd skrevet under på en toårig aftale med San Francisco 49ers.

Kontrakten kan efter sigende indbringe Floyd i omegnen af 165 millioner danske kroner. NFL Network beretter endvidere, at kontrakten er skruet sammen, så Floyd er garanteret at tjene cirka 135 millioner danske kroner, mens resten af lønkronerne er bundet op på præstationsbetingede klausuler.

I San Francisco bliver Leonard Floyd en del af et frygtindgydende presspil, som leverede syvendeflest sacks (48) i NFL i fjor. 49ers forventes imidlertid også at sige farvel til Arik Armstead, efter at parterne ikke har nået til enighed om en længerevarende kontraktforlængelse.

Leonard Floyd tilbragte den seneste sæson i Buffalo, hvor han leverede 10,5 sacks og 19 quarterback-hits. Floyd har tidligere tørnet ud for Los Angeles Rams (2020-2022), hvor han var med til at vinde Super Bowl LVI, og Chicago Bears (2016-2019).