Farvel til mange men Steelers vil stadig vinde nu

Med tvivlsomme præstationer fra 39-årige Ben Roethlisberger mod slutningen af 2020, pres fra lønloftet og kontraktudløb hos en lang række spillere, lignede årets off season et oplagt sted at begynde en genopbygning af holdet.

Pittsburgh Steelers har dog valgt at udskyde genopbygningen ved at justere Ben Roethlisbergers kontrakt for at give mere plads under lønloftet og bruge nogle af de lønkroner på at holde fast i en håndfuld spillere, så 2021-truppen så vidt muligt ligner 2020-truppen.

Problemet var, at der ikke var lønkroner til at holde på alle, og dermed har holdet sagt farvel til en lang række startere alligevel. Den mangeårige center Maurkice Pouncey har stoppet karrieren, mens venstre tackle og Matt Feiler også er gledet ud af truppen. Der skal altså findes tre nye startere på den offensive linje til 2021.

På forsvaret har man også mistet startere som pass rusher Bud Dupree, linebacker Vince Williams og de to cornerbacks Mike Hilton og Steven Nelson. Selvom man har holdt fast i startere som JuJu Smith-Schuster, Tyson Alualu, Cameron Sutton og Zach Banner samt hentet dybdespillere som B.J. Finney og Joe Haeg, så er det altså en trup, der er blevet en del svagere i 2021.

Kontraktstrukturen er det største problem
At Steelers’ trup ville være en del svagere i 2021 er dog ikke en overraskelse. Steelers’ trup var bygget til at toppe 2019 og 2020 i jagten på en Super Bowl. Det lykkedes som bekendt ikke.

Det overraskende for mit vedkommende er, at Steelers i 2021 stadig virker så fast bestemt på at maksimere antallet af sejre lige præcis i år, fremfor at kigge på, hvordan fremtiden for holdet skal se. Det virker nemlig utopisk at tænke, at 2021-holdet skulle kunne nå langt, når de tidligere års hold ikke kunne.

På trods af denne, for mit vedkommende, åbenlyse problemstilling, så har Steelers valgt at holde på så mange som muligt ved at benytte sig i stor stil af de såkaldte void years. Disse år giver Steelers mulighed for at fordele prisen for spillerne ud over flere år, selvom kontrakten kun er kort. Dette er benyttet for blandt andet at forlænge med JuJu Smith-Schuster, Ben Roethlisberger og Cameron Sutton. Det giver mere plads under lønloftet i år, men mindre i fremtiden, og jeg synes, at Steelers burde tænke mere på fremtiden på nuværende tidspunkt.

Virker som spildte kræfter i 2021
Derfor har jeg også svært ved at blive begejstret for Steelers’ free agency. Holdet prøver at jagte så meget succes som muligt i 2021, men hvad er best case-scenariet? Det er vel 10 eller 11 sejre, og kun hvis Ben Roethlisberger skulle finde et meget uventet niveauløft ville Steelers reelt være farligere i 2021 end i de sidste par år.

Steelers burde i min optik have accepteret, at 2021-holdet ville være en del dårligere og kun gøre de ting i free agency, som de havde råd til uden at have effekt på fremtidens lønkroner. Hele tilgangen virker som spildte kræfter på et 2021, hvor alle vidste, at truppen med 85% sikkerhed ikke kan måle sig med 2020-holdet. Steelers håber på en mirakuløs anden ungdom for Big Ben, og selvom den ville være velmodtaget af undertegnede, er jeg skeptisk ved de forhåbninger.

Karakter: 4/10

Næste side: Hvad mangler Steelers?