Matthew Stafford skal frigøre angrebets potentiale.

Den altoverskyggende forandring i Los Angeles den kommende sæson er udskiftningen af holdets startende quarterback. Den californiskfødte Jared Goff blev valgt med draftens første valg i 2016, men holdt kun fem år i klubben. Uinspirerende spil fra quarterbacken fik Sean McVay og general manager Les Snead til at lave en byttehandel med Detroit Lions. Goff røg til Detroit, mens Stafford fløj den anden vej. Det giver angrebet en helt ny dimension, der skal forløse det potentiale, som holdet ikke har vist offensivt siden den meget flotte 2018-sæson. Stafford kan modsat Goff skabe spil på egen hånd og har en kanonarm, som kan få det dybe kastespil til at vende tilbage.

For at forbedre chancerne for dyb succes har holdet også hentet receiver DeSean Jackson til klubben. Veteranen er fortsat blandt ligaens hurtigste spillere og kan overtage rollen som Sammy Watkins og Brandin Cooks tidligere har haft i klubben som en dyb trussel. Præcis som de spillere har skader dog været en central del af Jacksons karriere de seneste år, og hvor meget han kommer til at kunne bidrage er derfor uvist. Foruden de to tilføjelser, så er der ikke sket meget på indkøbssiden i Los Angeles, blandt andet grundet et presset lønloft.

Et par sekundære angrebsspillere som tight end Gerald Everett og receiver Josh Reynolds har søgt nye græsgange. Ingen har været blændende stjerner, men der har været tale om to solide spillere gennem en årrække. Holdet har endnu ikke givet en kontrakt til den startende center i fjor, Austin Blythe, der spillede en hæderlig sæson. 

Kan forsvaret tåle stor udskiftning for andet år i træk?

Den pressede bankkonto i klubben betyder også, at holdet for andet år i træk har måttet sige farvel til mange profiler, specielt på forsvaret. Michael Brockers er eksempelvis handlet til Detroit for at spare. Forsvarsspilleren er en undervurderet spiller, som angiveligt skulle være meget vigtig i omklædningsrummet. Forsvaret har også mistet to vigtige bidragsydere til bagkæden. Safety John Johnson III har været i klubben siden han blev draftet i 2017. Idet han har kaldt spillene på forsvaret, er det en vigtig brik at miste. Startende cornerback Troy Hill er også fortid, begge spillere er skiftet til Cleveland Browns. Dermed skal halvdelen af staterne i bagkæden erstattes.

Den vigtigste defensive afgang kan dog blive Brandon Staley, der bliver i Los Angeles, men skifter rollen som defensiv koordinator i Rams ud med rollen som cheftræner for Chargers. Den unge træner var en væsentlig årsag til, at holdet spillede så godt sæsonen igennem. Staley erstattes af Raheem Morris, som tidligere har haft succes i NFL som defensiv koordinator.

Selv om klubben ikke har haft alverdens penge at rutte med, så har ledelsen alligevel fundet penge til at forlænge Leonard Floyd, der havde en flot sæson i fjor. Edge-spilleren kommer til at tjene op mod 64 millioner dollars, hvilket er i overkanten. Mange spillere har gjort det godt ved siden af Aaron Donald, og Rams burde have været i stand til at finde lignende produktion til billigere penge. Det her lugter lidt af en forlængelse, som de kan komme til at fortryde.

Umiddelbart ser holdet værre ud end ved slutningen af den seneste sæson specielt på forsvaret, men det var også min vurdering i fjor, så de ord har jeg måttet æde igen for ganske nyligt. Det hele kommer til at hænge på, hvor meget bedre Stafford kan være end holdets tidligere quarterback.

Karakter: 4/10

Næste side: Hvilke mangler skal udbedres, når Rams drafter?