“Don’t change a winning team”.

Klichéen beskriver meget godt Bills’ ageren i free agency. Holdet var en stor succes sidste sæson, og derfor har man fokuseret på at beholde sine spillere i free agency og håbe på endnu bedre resultater i 2021.

Det lignede ellers, at klubben skulle håndtere store omvæltninger på den offensive linje, da tre af sidste års startere stod overfor kontraktudløb. Det lykkedes dog Bills at forlænge både tackle Daryl Williams og guard Joe Feliciano på treårige kontrakter, mens guard Ike Boettger blev fastholdt som restricted free agent på en etårig kontrakt. Derfor bliver det den samme linje, der igen i 2021 får til opgave at beskytte Josh Allen.

Den største offensive udskiftning blev et farvel til wide receiver John Brown, hvis fritstilling sparede klubben otte millioner dollars på lønbudgettet. Brown kæmpede længe med en ankelskade, men angrebet fik et ekstra gear, når han var på banen. Bills fandt dog en fornuftig erstatning i Emmanuel Sanders, der trods sine 34 år stadig er en dygtig receiver.

På forsvaret lykkedes det general manager Brandon Beane at holde på linebacker Matt Milano, der fik en fireårig kontrakt til 44 millioner dollars. Milano har kæmpet med skader gennem sin karriere, men hvis han kan holde sig på banen, er det en ganske fornuftig aftale for holdet. I bagkæden er Micah Hyde blevet forlænget med to år, så han nu er i klubben de næste tre sæsoner. Også Levi Wallace vendte tilbage til klubben, og selvom han ikke er mere end en middelmådig spiller, så er det svært at klage, når klubben kan nøjes med at betale ham 1,75 millioner dollars.

Bills’ mandskab var uden de store huller i sidste sæson, og det er i det store hele lykkedes McDermott og Beane at holde sammen på tropperne, selvom budgettet var begrænset. Man har forhandlet sig frem til nogle fornuftige kontrakter, og Bills går ind til draften uden de store mangler. Det er mere end godkendt.

Karakter: 8/10

Næste side: Hvilke positioner skal Bills kigge på i draften?