Kirk Cousins kommer til at spille under franchise tag i 2017-sæsonen. Quarterbacken vil nu se tiden an, før han eventuelt binder sig til en længerevarende kontrakt.

Det lykkedes ikke for Washington Redskins at binde Kirk Cousins til en længerevarende kontrakt før gårsdagens deadline. Således vil Kirk Cousins for andet år i streg spille under Redskins’ franchise tag og dermed tjene svimlende $23.94 millioner.
 
 


Kirk Cousins har efterfølgende gjort det offentligt kendt, at han ønsker at se tiden an i Washington – fremfor at binde sig endegyldigt til mandskabet. Det har også været en turbulent offseason for Redskins, der først og fremmest har mistet sin succesfulde offensive koordinator, Sean McVay, der har overtaget cheftrænerstillingen hos Los Angeles Rams.
Ligeledes har Redskins sagt farvel til Pierre Garcon og DeSean Jackson på receiver-positionerne, mens Terrelle Pryor er stødt til. I alt er der sket adskillige ændringer i holdets angreb, som Kirk Cousins foretrækker at prøve af under en etårig aftale fremfor – eksempelvis – en femårig.