Fresh start edition.

Spilleuge 8 er overstået og det betyder to ting. Vi er nået halvvejs i den regulære sæson, så hvis dit hold ikke ligger godt i svinget nu skal de til at stramme op og trade deadline er nået. Der kan nu ikke blive tradet mere i denne sæson. Mange gode spillere har fået nye klubber i løbet af de sidste par dage, men specielt WRs har stået for skud i årets døende dage af trade deadline.
Tre spillere har specielt været meget oppe i medierne de sidste dage og med god grund. To af dem har været fantastisk sikre WRs de sidste mange år og den tredje er et wildcard med rigtig høj upside. Jeg snakker selvfølgelig om Forhenværende Broncos, nu Texans WR Demaryius Thomas, forhenværende Lions, nu Eagles WR Golden Tate og forhenværende Raiders, nu Cowboys WR Amari Cooper.
En skal blive på mit hold, en skal smides på porten og en skal trades. Lad valgende begynde.

KEEP
Jeg vælger i denne uge at beholde Demaryius Thomas på mit hold. Af de tre WRs som jeg har valgt i denne uge, ser jeg egentlig Thomas som værende havnet i den bedste situation. Han er ikke en WR1 mere, hvilket man kunne se i Denver, men han kan være en fantastisk WR2 og med Hopkins til at trække al opmærksomhed hos Texans forventer jeg at Thomas får en ganske fornuftig anden halvdel af sæsonen. Kigger man på hans stats fra Broncos i år har han 3 ud af 8 kampe med WR1 tal. Dette er gjort uden at holdet har haft en klar rotation for deres WRs og med meget svingende QB spil. Ydermere har vi set både Will Fuller og Keke Coutee have monster kampe hos Texans og med Fuller ude og Keke lettere forslået har Thomas al mulighed i verden for at få alle de tabte targets. Jeg tror at Thomas kan blive en flex starter med WR1 upside for resten af sæsonen og derfor vælger jeg at beholde ham på min roster.

CUT
Hvilken WR der skal smides på porten og hvem der skal trades er straks meget sværere. En har sikker produktion men er en WR2 og en er en WR1 men har en masse problemer med sit spil… I sidste ende bliver jeg nødt til at smide Golden Tate fra mit hold.
Tate har igennem flere sæsoner været en rigtig dygtig, og meget stabil, WR men denne sæson har ikke været så god for hans fantasy værdi. Han startede som fyr og flamme med 57.8FP på 4 uger, men efter det har han ikke rigtig lavet noget. Ydermere går han fra at have været Lions WR1 til at blive Eagles WR2/3, hvilket gør at han nogle dage kan blive det 4. eller 5. våben på banen. Med alt for mange munde at mætte hos Eagles tror jeg desværre at Tate kan blive glemt i rotationen og derfor bliver jeg desværre nødt til at smide ham på porten.

TRADE
Dette efterlader Amari Cooper til at blive tradet. Dette mener jeg, artikel eller ej, at du bør gøre. Cooper er indbegrebet af svingende produktion, han har ikke særlig gode hænder, med en karriere catch % på 57.5% og han er kommet til et hold som ikke kaster bolden vanvittig meget. Udover disse faktorer er Cooper også en af de største Boom/Bust spillere i ligaen. I år har han haft to kampe med mere end 10FP og 4 kampe med under 2FP. I 2017 havde han 4 kampe på over 12FP og 4 kampe på under 1FP. I 2016 havde han 6 kampe på over 11FP og 4 kampe på under 3FP. Dette er ikke en spiller jeg gider have på mit hold. Det er for stor en hovedpine at finde ud af hvornår man kan starte ham, men hans værdi forbliver høj i fantasy verdenen. Det forstår jeg ikke, men jeg ved at det kan bruges til at sælge ham for langt mere end han er værd. Derfor skal Cooper trades til et andet hold.

Er du enig eller uenig? Hvordan ville du have placeret de tre spillere? Giv din mening til kende her på siden eller i kommentarfeltet på Facebook.