
Det dansk-svenske ELF-eventyr har i deres første sæson spillet med musklerne og har endnu deres første nederlag til gode. Lørdag aften skal de forsøge at forlænge sejrsstimen, når Wroclaw Panthers lægger vejen forbi.
Skrevet af Nordic Storm / Gul Klud
Efter fire kampe har vi stadig til gode at se større svagheder hos cheftræner John Shoops mandskab. Fire storsejre og en samlet målscore på 166-33 taler deres tydelige sprog og giver dem naturligvis favoritværdigheden i lørdagens opgør mod polske Wroclaw Panthers.
QB Jadrian Clark har kastet 16 touchdowns uden en eneste interception, og derfor er det ikke overraskende, at han lige nu er frontløber til MVP-titlen i ligaen efter den første tredjedel af sæsonen. Blandt Clarks favoritmål har særligt WR Brendan Beaulieu og TE Adrià Botella Moreno skilt sig ud, som tilsammen har stået for 12 touchdowns på blot fire kampe.
Bag Storms stærke offensive linje, anført af OL Joachim Christensen, har løbespillet også fundet fin produktion trods fraværet af RB Glen Toonga. Den nye trio af running backs, Jordan Genmark Heath, Anton Witmeur og Alex Kennedy Chaanhing har alle tre gjort deres til at Storms løbeangreb også udgør en trussel, selvom de i de to seneste kampe ikke har haft et løb på over 20 yards, hvilket må være et punkt John Shoops angreb ønsker at forbedre.
På den defensive side af bolden, har holdet ikke lukket point ind over de to seneste kampe. Det er svært at skulle fremhæve specifikke spillere, da hele forsvaret har været flyvende, men DE Max Parkinson, der er frontløber til titlen årets defensive spiller, var igen mod Frankfurt Galaxys stærke angreb en force, hvor han også blev nomineret til ugens MVP i ligaen
Modstanderen hedder som nævnt Wroclaw Panthers, og det er et hold, der har haft en svingende sæson indtil videre. De har slået ligaens to dårligste hold i Fehervar Enthroners og Cologne Centurions stort, men har udover deres nederlag til Storm også tabt, lidt overraskende, til Prague Lions.
Kampen spilles lørdag kl. 18 på Gladsaxe Stadion og billetter kan findes på Ticketmaster. Tailgating starter allerede kl. 15.








