Om under 4 timer går det løs i Chicago, og derfor har jeg nedfældet nogle af mine tanker og vurderinger her før NFL-draften 2016 langt om længe sættes i gang:

  1. Draften er et voldsomt event: Football er gigantisk stort, og intet viser det bedre end draften. NFL Network anslår, at cirka 32 millioner mennesker så med, da første runde af 2014-draften blev vist.
    Til sammenligning blev de 6 NBA-Finaler i gennemsnit set af cirka 20 millioner.
     
  2. Gode atleter overvurderes: Hvis en spiller har ekstraordinære atletiske evner, kan han være sindssygt meget værd. Men det er selvfølgelig kun, hvis det kombineres med gode ”football-skills”. I årets første runde vil der blive valgt mange gode atleter, men Leonard Floyd, Darron Lee og Jason Spriggs er ikke umiddelbart spillere, der har vist nok på banen til, at de skal vælges blandt de 31 første.
     
  3. Chargers og Jacksonville er nøglen til 1.runde: Mens jeg føler mig rimelig overbevist om, hvad hold som Dallas og Texans gerne vil gøre i første runde, er der to tidlige hold, jeg er lidt i vildrede omkring. Chargers har frit valg efter Goff og Wentz, og jeg er fan af holdet, men alligevel har jeg ingen ide om, hvorvidt de vælger Tunsil, Stanley, Ramsey eller Buckner. Det samme kan siges om Jacksonville. Hvad disse to hold vælger at gøre, kommer i høj grad til at påvirke holdene ned igennem første runde.
     
  4. Skadede- og adfærdsudfordrede spillere er store spørgsmålstegn: Der er relativ stor enighed om, at Myles Jack og Jaylon Smith er de bedste linebackere i årets draft. Begge kan dog falde en del grundet skader, der kan forkorte deres karrierer eller måske endda slutte dem, inden de rigtig er begyndt. WR Treadwell har også haft en voldsom skade for 2 års tid siden, og de yderst talentfulde spillere Noah Spence, Robert Nkemdiche, Joey Bosa og Laremy Tunsil har alle haft større eller mindre problemer udenfor banen.
     
  5. Stærk klasse på DT, OT og DB: Hvis dit hold har brug for store gutter på den defensive linje, er 2016-draften et godt sted at begynde. Det er især nose tackles og defensive ends til 3-4-forsvaret, der er mange dygtige af. På offensiv tackle synes jeg, at Stanley, Tunsil og Decker alle virker som rigtig gode spillere, og dybden bag dem virker også fornuftig.
     
  6. Svag klasse på WR, Pass Rusher og TE: I 2014 og 2015 har der været næsten utopisk mange gode receivere i draften, men i år er det mere begrænset. Nuvel – Treadwell, Doctson og Corey Coleman er fine spillere, men i forhold til, hvad vi er blevet vant til, er både topniveau og dybden på positionen faldet. Den bedste pass rusher er i mine øjne Noah Spence. Derefter kommer Joey Bosa og Shaq Lawson, og derefter er der i virkeligheden ikke super meget at komme efter. Emmanuel Ogbah er dog en vanvittig atlet, men han mangler bedre teknik og mere fight.
     
  7. Overvurderede spillere: Indrømmet, jeg bruger al for meget tid på at tjekke diverse collegespillere ud. Men undervejs har jeg ikke kunne undgå at studse over nogle spillere, der virker noget overvurderede i medier og i mock drafts. Blandt de spillere, der muligvis vælges i første runde, ser jeg, udover de tidligere nævnte, A’Shawn Robinson(DT), Sheldon Rankins(DL), Reggie Ragland(LB), Paxton Lynch(QB), Keanu Neal(S), Vernon Butler(DT), Jack Conklin(OL), Michael Thomas(WR) og Derrick Henry(RB) som nogle af de mere overvurderede.
     
  8. Undervurderede spillere: Man kan næsten ikke nævne de overvurderede uden også at nævne de undervurderede: Dem ser jeg primært som værende Noah Spence(ER), Karl Joseph(S) og Jarran Reed(DT). Men også Joe Thuney(OL), der måske først bliver valgt på dag 3, har jeg en god fidus til.
     
  9. Kun én god QB : Det er ingen skam at acceptere, at der kun er én rigtig god quarterback i 2016-draften, og det er Jared Goff. Desværre virker det som om, at medierne forsøger at skabe mere opmærksomhed om årets quarterbacks end tidligere. For eksempel har flere velrenommerede eksperter sagt, at Goff og Wentz er ligeså gode talenter som Marcus Mariota og Jameis Winston. Det er i bedste fald har eksperterne været sygemeldt på dagen, hvor de skulle kigge på quarterbacks og i værste fald er det for at snyde seere og NFL-fans til at se og klikke mere, end de ellers ville. 
     
  10. Medier – Tag jer sammen!: Hvis man følger meget med i de amerikanske medier, vil man se, at der næsten ikke er en ting, der er for lille, når der skal rapporteres om årets store talenter. Senest er årets Draft-MVP, den anonyme NFL-scout, blevet citeret for at ytre sig om problemer for cornerbacken Eli Apple – Problemer, der ifølge NFL-scouten skulle gøre, at NFL-holdene kan have tabt lidt af interessen for Apple.
    ”Problemet”  er, at Ohio State-spilleren ikke er i besiddelse af ”life-skills”, og at han ikke kan lave mad. Der må sidde nogle agenter og medarbejdere hos NFL-hold, der har konkurrence om, hvad de kan få journalisterne til at bringe. Så kære journalister – Hvil Twitterfingeren og tag en lille pause.

Det var det sidste fra mig inden draften.