Tua Tagovailoa åbner op om sin skadeshistorik inden draften.

Størstedelen af diverse medier og eksperter rangerer Tua Tagovailoa fra Alabama som én af de mest lovende spillere i dette års NFL Draft. Hertil forventes det, at den unge quarterback bliver taget som en af de første spillere – og muligvis som den anden spiller efter quarterback Joe Burrow.

Ét af de få minusser, der nævnes om Tua Tagovailoa, er hans relativt voldsomme skadeshistorik. Senest pådrog Tagovailoa sig en alvorlig hofteskade, der har holdt ham ude siden midt-november.

I forlængelse af sin Pro Day, som Tua Tagovailoa optog og sendte til NFL’s 32 mandskaber, holdt han en live session på Instagram med Alabams tidligere offensive koordinator – og nuværende Maryland-cheftræner – Mike Locksley. Her åbnede Tua Tagovailoa bl.a. op om sin skadeshistorik:

“Football er en fysisk krævende sport. Det er normalt, at du slår dig – og det må du leve med. Det er ekstremt uheldigt, at jeg er blevet skadet i hver eneste sæson – på den ene eller anden måde. Men skader er en del af spillet. Jeg forsøger at kontrollere dét, som jeg kan (…) men jeg kan ikke altid kontrollere, hvorvidt jeg bliver skadet eller ej,” fortalte Tua Tagovailoa.

Det forventes, at enten Miami Dolphins eller Los Angeles Chargers vil forsøge at hente Tua Tagovailoa i den kommende draft.