Førstedagen af NFL-draften var som sædvanlig ekstremt hektisk, men det er i anden og tredje runde, at NFL-holdene virkelig kan gøre en forskel ved at finde guldkornene. Vi giver dig overblikket fra andendagen af 2019-draften i denne artikel.

Draftens første runde var lige så uforudsigelig, som vi havde regnet med. Runden med de første 32 valg trækker naturligvis de store overskrifter, men det er i de resterende runder, at NFL-holdene virkelig kan gøre vende op og ned på det hele.

Vi giver dig her ti tanker fra NFL-draftens anden og tredje runde, hvor vi blandt andet kommer forbi en dansker, nogle quarterbacks og en veloplagt – nu forhenværende – punter.

1) Danske Hjalte Froholdt blev som ventet desværre ikke valgt på andendagen af draften, men der var rigtig mange andre indvendige offensive linjemænd, som fandt et NFL-hold i anden og tredje runde. Det lover ekstra godt for, at Hjalte kan blive valgt tidligt på tredjedagen. Jeg tror på, at Froholdts NFL-drøm går i opfyldelse i femte runde.

Læs også: NFL-holdene elsker Froholdts personlighed og football-IQ

2) Drew Lock er bestemt ikke en fejlfri quarterback, men selvtilliden fejler ingenting. Lock sagde på pressemødet i Nashville, at han har ekstremt meget at bevise. Han udstrålede en stærk aura og virker ikke som en fyr, der er bange for at være i rampelyset og tage kampen op. Det bliver spændende at se, hvornår han for alvor kan banke på i forhold til at starte i Denver.

3) D.K. Metcalf landede det måske sted, han kunne drømme om. Han skulle vente helt til det sidste valg i anden runde, før han blev draftet af Seahawks, men det kan vise sig at være perfekt for den hypede receiver. Metcalf er en fysisk freak med absurd fart, men han stort set ikke løbe mere end en håndfuld ruter og spillede kun på den ene side af formationen i college. Den manglende alsidighed er dog intet problem i Seattle, hvor han får fornøjelsen af bare at løbe dybt og dominere med sin fysik, når Wilson smider bomber af sted.

4) Josh Rosen-sagaen fik en lykkelig slutning, da Arizona Cardinals og Miami Dolphins nåede til enighed om en byttehandel med quarterbacken som centrum. Cardinals sendte Josh Rosen og et femterundevalg til Miami i bytte for Dolphins’ andenrundevalg (nr. 62) i årets draft. Arizona brugte valget på WR Andy Isabella, mens Rosen nu får en frisk start i solskinsstarten, hvor han skal konkurrere med Ryan Fitzpatrick om starter-jobbet.

5) Jaguars er en af de helt store vindere indtil videre i dette års draft. I første runde faldt edge rusher Josh Allen til dem på 7.-valget, men deres valg i anden runde var endnu bedre! Jaguars må have sprintet af sted med kortet for at vælge OT Jawaan Taylor, der af de fleste eksperter blev vurderet som den bedste offensive tackle i draften og et stensikkert top 20-valg. Målt på ren talent får Jacksonville et strålende spiller, som går direkte ind og løser problemet på højre tackle. Valget kan være et af de bedste i hele draften, hvis Taylor er skadesfri, hvilket han selv forsikrer om.

Se også: Video: Jawaan Taylor vil modbevise tvivlerne

6) Patriots var en af de mest interessante hold at holde øje med på andendagen, og de skuffede ikke. De havde hele fem valg – to i anden runde og tre i tredje runde. Efter at have tradet lidt op og ned endte Super Bowl-mestrene med at vælge fire spillere. CB Joejuan Williams, EDGE Chase Winovich, RB Damien Harris og OT Yodny Cajuste er alle spillere, der bør komme ind og bidrage allerede i denne sæson. Det er en god fangst for Belichick og co., der tilmed fik et fjerderundevalg i næste års draft med i pakken.

7) Pat McAfee leverede et af fredagens højdepunkter, da han annoncerede Indianapolis Colts’ tredjerundevalg (nr. 90). Den tidligere punter, der nu har bevæget sig ind i mediebranchen, underholdte med en længere svada og sluttede med at erklære LB Bobby Okereke for en kommende Hall of Famer. Snyd ikke dig selv for at se eller gense det vidunderlige øjeblik lige herunder:

8) Giants er en af taberne indtil videre i årets draft. I hvert fald hvis vi måler det på de første tre runder. QB Daniel Jones med 6.-valget er for tidligt, når vi kigger på, at Jones ikke spillede mod særligt godt modstand i college, og ikke dominerede. Derudover kan vi konkludere, at G-men har vekslet en stjerne-receiver i Odell Beckham Jr. til DT Dexter Lawrence, S Jabrill Peppers og EDGE Oshane Ximines. Hvis vi kan være fair, kan vi ikke vurdere Lawrence og Ximines, før vi har set dem i NFL, men vil du hellere have de tre spillere end OBJ? Svaret er klart i min bog.

9) De mange fremmødte Titans-fans i Nashville kunne glæde sig over to rigtigt fine valg af deres lyseblå-helte på andendagen. WR A.J. Brown med valg nr. 50 er super god værdi. Brown kan både spille i slotten og på ydersiden og minder en del om Steelers’ JuJu Smith-Schuster. Han har talentet til en lang, solid NFL-karriere. I tredje runde er guard Nate Davis også et udmærket valg, da han hurtigt bør kunne banke på for en fast plads på en ellers god offensiv linje.

10) Martin’s Barbeque Joint er et helt fantastisk sted, hvis du en dag skulle lægge vejen forbi Music City. Min kollega Lasse Meiniche og jeg kørte i samarbejde knap to kilo spare ribs ned i løgnhalsen som optakt til starten på anden runde, og vi nød hver eneste mundfuld. Generelt har Nashville bare vist som tæt på en ideel værtsby for draften, og der meget at leve op til, når draften afholdes i Las Vegas næste år.