Bedste værdi: Jordan Love, QB, Utah State
Jeg var oprigtigt talt fristet til at skrive “ingen”, og nu bliver segmentets betydning nok strukket til det yderste. Jeg har nemlig besluttet, at lade tvivlen komme Packers til gode. For hvis de rent faktisk har fundet en NFL-starter, og Rodgers arvtager, så er det objektivt set god værdi i slutningen af første runde. Det kan man bare ikke regne med at de har, og der er bare så mange spørgsmål omkring det her valg. Timingen er det første. For hvor lang tid er det, at Packers regner med at Rodgers skal være ved roret? Han er efterhånden en ældre quarterback, men så gammel er han heller ikke endnu, og så har de ham stadig på kontrakt et godt stykke endnu. Derfor er det svært for for Packers, at reelt udnytte Loves billige kontrakt til fulde. Medmindre Rodgers er fortid, før vi tror det?

Det bliver ihvertfald helt nye tider i Green Bay, for med valget af Love, har de lagt pres på både Rodgers og dem selv.

Dårligste værdi: A.J. Dillion, RB, Boston /Josiah Deguara, TE/FB, Cincinnati
Jeg har som sagt valgt, at lade tvivlen komme Packers til gode hvad angår valget af Jordan Love. Derfor måtte jeg kigge videre i draften, men jeg behøvede ikke at kigge langt. For Packers lavede en perlerække af dårlige beslutninger på andendagen. Valget stod klart mellem runningback A.J. Dillon og tight end/full back Josiah Deguara, og jeg kunne ikke vælge! Derfor har jeg kombineret begge spillere i dette segment.

Men hvor skal jeg starte? En runningback i anden runde eller en tight end/full back i tredje runde?

Ifølge Matt LeFleur skal Deguara have en “Kyle Juszczyk-rolle” i angrebet, og her forstår jeg simpelthen ikke, hvad strategien med det er? Er det virkelig et element der mangler i Packers’ angreb?

Jeg kan virkelig godt lide den type runningback som Dillon er. Han spiller brutalt og løber over folk. Det er sjovt at se på, men var det virkelig det vigtigste som Packers’ angreb manglede? Dillion havde været et sjovt valg for et hold som Tennesse Titans i tredje eller fjerde runde, men med Aaron Jones som solid starter, forstår jeg ikke klubbens prioriteter. Skal Packers nu være et “run-first-angreb”, mens Rodgers er i klubben?

Ærligt, jeg kan simpelthen ikke lure hvad det er de vil i Green Bay, men noget tyder på, at holdet vil have en helt ny tilgang til deres angreb i kommende sæson. Det bliver da spændende at følge…

Samlet vurdering
De tog ingen wide receivers. Jeg gentager lige.. de tog INGEN wide receivers. Det er rent ud sagt en katastrofe. Packers havde som samlet mandskab muligheden for, at for alvor trække fra de andre hold i NFC-North, men de har gjort det modsatte. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan nogle af deres valg reelt kommer til at forstærke dem i år. De havde brug for hjælp til den offensive linje, og svaret blev at hente to guards og en center i sjette runde? Guard Jon Runyan Jr kan godt passe fint ind hos Packers, men for mig var tackle-positionen en langt større mangel. Faktisk kunne de godt bruge noget der nærmer sig starter kvalitet allerede i år, og det er svært at finde i sjette runde. Specielt i år, hvor resten af offseason ser ud til at blive virtuel.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Valget af Jordan Love sendte et klart signal til Rodgers, men det gjorde resten af draften også. Han har ikke fået noget som helst hjælp, og det er dybt besynderligt for et hold der gerne vil i Super Bowl.

Man fristes til at spørge sig selv, om Packers prøver at få Rodgers til at stoppe af sig selv?

Karakter: 00

Næste side: Vikings topper NFC North