2022-draften er overstået, og alle NFL-holdene har fået tilføjet et kuld af nye, unge talenter. Vi på Gul Klud ser de kommende dage nærmere på, hvilke spillere du skal holde øje med i fremtidige sæsoner. Vi er nået til ligaens utvivlsomt stærkeste division, AFC West.

Med 2022-draften pakket sammen er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvad holdene foretog sig, og hvad vi synes om det.

Vi kommer i denne artikel med vores bud på, hvilke draftvalg hos AFC West-holdene, der udgør den bedste og dårligste værdi.

Rd.PickNavnPos.Trade
232Nik BonittoEDGELAR>DEN
316Greg DulcichTENO>HOU>DEN
410Damarri MathisCB
411Eyioma UwazurikeDTSEA>DEN
59Delarrin Turner-YellSAF
519Montrell WashingtonWRPHI>HOU>DEN
528Luke WattenbergCGB>DEN
628Matt HenningsenDTTB>NYJ>PHI>DEN
711Faion HicksCB

Bedste værdi: Nik Bonitto, EDGE, Oklahoma
Broncos havde ikke et valg før det allersidste af slagsen i anden runde på grund af den gigantiske byttehandel med Seattle Seahawks, som sikrede Denver sin længe ventede franchise quarterback: Russell Wilson. På trods af det manglende førsterundevalg fik Broncos med sit første pick i draften både fat i en rigtig fin spiller og samtidig adresseret den manglende dybde på EDGE-positionen. Nik Bonitto er en talentfuld pass rusher, der passer godt ind i Denvers defensive system. Valget gav faktisk så god mening, at Gul Klud-draftekspert Teis Joranger spåede dette valg inden draften. Samme Joranger giver også valget af Bonitto karakteren 10, og det kan jeg kun bakke op om. Rigtig godt valg.

Værste værdi: Luke Wattenberg, C, Washington
Broncos havde hele syv valg på draftens tredje og sidste dag, og da valgene af både Nik Bonitto og Greg Dulcich er solide, skal den værste værdi findes i en af de seneste runder. Og det er altid svært at slå hårdt ned på valgene i slutningen af draften. Jeg vil dog gå med valget af center Luke Wattenberg som det dårligste. Valget af center er egentlig fint, da Broncos godt kan bruge noget mere dybde indvendigt på den offensive linje. Jeg ser bare ikke Wattenberg som en spiller, der har niveau til NFL. Han er ikke stærk nok til at kunne hamle op med ligaens brølstærke og eksplosive defensive linjemand. Dette ligner i mine øjne et skidt valg, hvilket især er ærgerligt, da Broncos ikke tog andre offensive linjemand i draften.

Samlet vurdering:
Draftens vigtigste formål for ethvert NFL-hold er at vælge gode spillere. Og hvis du er et hold uden store svagheder, som det er tilfældet med Broncos, så bør den tilgang være som hugget i granit. Overordnet synes jeg også, at Broncos har valgt flere gode spillere. Holdet er naturligvis ramt af, at de grundet Russell Wilson-handlen ikke havde et førsterundevalg, men den handel skal de bestemt ikke klandres for. De fem første valg er alle solide valg fra anden til femte runde, og specielt Bonitto, Dulcich og Mathis dækker ind på positioner, hvor der enten manglede dybde eller kvalitet. Jeg savner dog lidt, at Broncos havde valgt en (talentfuld) offensiv linjemand senest i fjerde runde, der kunne give dybde og konkurrere om at starte på sigt, og så mangler fokus på linebacker-positionen. Samlet set en godkendt draft, som Broncos-fans kan være tilfredse med.

Karakter: 7

Næste side: Chiefs var perfekte i første runde!