Natten til fredag d. 28. april løber draften anno 2023 af stablen i Kansas City, hvor vi får sat navne og ansigter på den næste generation af NFL-spillere.

Her på Gul Klud varmer vi op til den store begivenhed – både med forudsigelser af såvel første runde som hele draften, ligesom vi sætter fokus på de enkelte hold og deres behov. I denne sidste artikel sætter vi fokus på NFC West, hvor flere af holdene mangler førsterundevalg, mens Seattle Seahawks ligger inde med flere.

Rams og 49ers har i mange år været blandt ligaens farligste, mens Los Angeles kollapsede i fjor, blandt andet grundet skader nu skal genopfinde sig selv, har San Francisco muligheden for den afgørende opgradering i jagten på Super Bowl.

Arizona Cardinals

Største behov: Nærmest alt

Der er ikke mange lyspunkter at finde i Arizona, men i det mindste har de sagt farvel til både cheftræner Kliff Kingsbury og general manager Steve Keim, der ikke har gjort det let at være Cardinals-fan de seneste år. Holdet mangler spillere, der kan gøre en forskel på stort set alle positioner. Kyler Murray er på vej tilbage fra en grim knæskade og har haft problemer med at holde sig rask, og han er på en lang og dyr kontrakt. Hvis Deandre Hopkins forlader holdet er receiver en klar mangel, men ellers er det en okay gruppe. Det samme kan vel siges om tight end-rotationen og måske holdets startende tackles, og forhåbentlig center Hjalte Froholdt.

Skal der vælges noget mere specifikt ud, så har Arizonas forsvar brug for en saltvandsindsprøjtning eller ti, både langs den defensive linje og edge rusher-gruppen, samt cornerback og linebacker. Cardinals har otte valg i draften, men med en lang række mangler kan holdet i høj grad overveje at handle tilbage.

Bud på holdets valg i første runde (#3), Will Anderson Jr., Edge, Alabama: 

Såfremt Panthers og Texans begge vælger quarterbacks, så har Arizona den luksus at kunne vælge blandt de bedste spillere på samtlige andre positioner. Det kan bringe spillere som Jalen Carter, Devon Witherspoon, Christian Gonzalez eller Tyree Wilson i spil. I sidste ende kan en spiller som Will Anderson være den type spiller, der er med til at vende kulturen på holdet. Arizona sagde farvel til JJ Watt, og selv om der skal gå meget godt for, at Anderson kommer i nærheden af den produktion, som den kommende hall of famer præsterede i sin NFL-karriere, så har Anderson en personlighed og arbejdsflid som få, og det har Cardinals brug for på det skrantende forsvar.

Den blot 21-årige forsvarsspiller har været en profil på et Alabama-hold, der hvert år er creme de la creme i collegerækkerne. Der manglende måske lidt størrelse og det er ikke sikkert, at han nogensinde bliver en lige så skræmmende pass rusher som eksempelvis Bosa-brødrene, men Anderson er bare så god en spiller i alle facetter, at han kun kan pynte i den varme ørkenstat.

Los Angeles Rams

Største behov: WR, EDGE, DT, LB, CB, TE, Oline, S

Der er kun gået lidt mere end et år siden, at cheftræner Sean McVay og Los Angeles Rams var på toppen af footballverden efter sejr over Bengals i Super Bowl LVI. Nu er situationen en anden. Holdet har sendt Jalen Ramsey til Miami Dolphins, der har svirret en del rygter omkring, hvorvidt McVay har overvejet at træde væk fra trænergerningen og Matthew Staffords helbred er et kæmpe spørgsmål forud for sæsonen.

Holdet satsede deres fremtid i jagten på Super Bowl. Det endte med at være en succes, men nu skal regningen betales. Udover Cooper Kupp og Aaron Donald er der ingen sikre stjerner i den kommende sæson, og dermed er der rig mulighed i draften på stort set samtlige positioner. Rams har ikke nogle valg i første runde, men har 11 valg i draften sammenlagt. De fleste af valgene er i femte, sjette eller syvende runde. Telefonerne kan derfor være rødglødende i jagten på gode handler på draftens andendag, hvor de vælger tidligt i anden runde.

Bud på holdets valg i anden runde: Felix Anudike-Uzomah, Edge, Kansas State (#36):

Forsvaret er i gang med et generationsskifte, hvor mange af de bærende kræfter fra succesen er på vej videre. Aaron Donald er stadig tilbage, men der er brug for yderligere kvalitet omkring ham. Jeg synes linebacker ligner et voldsomt tomrum, men det måske en anelse for tidligt, hvis ikke Drew Sanders er at finde her, da han umiddelbart er et niveau og alle de andre. 

Felix Anudike-Uzomah er en alsidig spiller, der kan gøre det godt mod både løbet og kastet, idet han har en spændende kombination af styrke og eksplosivitet, der er lovende. Han er derudover en moden spiller på mange måder og har flere forskellige teknikker at tage i brug, når han jagter quarterbacks. Derudover er der fightervilje og en motor, der gør, at han sjældent er helt ude af et spil. Det kan være guld værd, når Aaron Donald fortsat stjæler al opmærksomheden i midten af forsvaret.

San Francisco 49ers

Største behov: CB, EDGE, DT, RT

Præcis som det var tilfældet med Rams, så har 49ers heller ikke meget at rykke med tidligt i draften. Holdet gik all-in i forsøget på at vinde Super Bowl med handlen, der sikrede dem Christian McCaffrey og med tidligere handler, der sikrede dem quarterback Trey Lance, så får de først lov til at vælge i tredje runde. 49ers har til gengæld et væld af compensatory-valg og når dermed også 11 valg samlet set i 2023-draften.

49ers’ skadeshelvede på quarterbackpladsen kostede dem i sidste ende chancen for at vinde Super Bowl. Netop den position bliver det helt store spørgsmål frem mod den kommende sæson, men i forhold til draften bliver det næppe en position de kigger mod. Derimod er der fokus på forsvaret, der på både træner- og spillerfronten er blevet drænet for talent de seneste år. Der er huller på cornerbackpladsen, edge rusher og den invendige defensive linje. Derudover vil yderligere dybde på receiver eller den offensive linje ikke skade.

Bud på holdets valg i tredje runde: Kyu Blu Kelly, CB, Stanford (#99)

Selv om der er flere mangler på forsvaret, så burde talentmassen blandt de forreste seks-syv spillere stadig være blandt eliten i NFL. Kombinationen af nytilføjede Javon Hargrave med Nick Bosa og Fred Warner er i hvert fald skræmmende. Der skal derfor mere hjælp til bagkæden, hvor en spiller som Kyu Blu Kelly kan være et emne, trods det er svært at forudsige så sent i draften.

Kelly har en del startererfaring fra collegerækkerne og er en dygtig atlet med god højde, om end han mangler lidt tyngde. Som søn af en NFL-spiller viser han god disciplin og har haft mange spil på bolden i sin tid for Stanford. Der er ikke et områd, hvor han står ud fra mængden som værende fremragende, men har haft nok snaps, hvor han har vist sit værd mand mod mand eller i cover 3, som bør passe godt ind i San Francisco. 49ers har solide til gode startere på cornerbackpladsen, men dybden og rotationen bag dem halter, Kelly kan derfor træde ind og præstere i begrænsede perioder, mens han udvikler sin spilintelligens og takleevner.

Seattle Seahawks

Største behov: DT, C, G, Edge, LB, RB, WR, CB, QB

Seattle Seahawks og ikke mindst Geno Smith overraskede alt og alle i fjor og kom i slutspillet. På baggrund af Russell Wilson-handlen står de dog alligevel til at vælge tidligt i draften og senere i første runde, da de har deres eget draftvalg også.

Seahawks skal forsøge at bygge videre på sidste års succes, og trods der er en solid talentmasse på holdet, så er der væsentlige mangler på mange områder. Specielt den offensive og defensive linje har behov for opgraderinger, hvis de skal gøre sig håb om at gentage sidste års succes. Der mangler dybde på både runningback, wide receiver og cornerback, men det bør være prioriteter senere i draften, hvor Seattle også er indehaver af to valg i anden runde.

Quarterback bør være en reel overvejelse med deres første valg (#5). Der kan gå lang tid inden Seattle kan vælge så højt i draften, og selv om Geno Smith var imponerende, så er han ikke ung, og det var første gang i karrieren, han beviste noget kontinuerligt på NFL-niveau.

Bud på holdets valg i første runde: Jalen Carter, DT, Georgia (#5) og Nolan Smith, Edge, Georgia (#20)

Georgia har været skræmmende gode i collegerækkerne de seneste år, og jeg går simpelthen med to forsvarsspillere fra holdet, der er blevet nationale mestre to år i træk. Begge spillere vil udfylde nogle seriøse huller på Seattles forsvar, og giver værdimæssigt bedst mening for holdet, der i anden runde vil kunne kigge nærmere på den offensive linje og linebacker eller eventuelt receiver og runningback.

Der har været seriøse spørgsmål om modenheden hos Jalen Carter, der har været i vælten denne offseason, både i forhold til problemer med loven, men også efter han dukkede op til sin Pro Day for tung og ude af form. Talentmæssigt er han måske den bedste spiller i hele draften og vil med sin råstyrke og atletiske evner kunne være en stjerne på Seattles defensive linje, der har mangler alsidighed og punch siden Michael Bennett forlod klubben.

Nolan Smith kan meget vel være taget tidligere i draften, alt efter hvordan den forløber, men det er svært ikke at blive forelsket i hans fremragende eksplosivitet og atletiske evner. Trods han langt fra er den tungeste og mest produktive pass rusher i draften, så angriber han hvert spil, som var det hans sidste. Han er bedre og mere villig til at stoppe løbet, end størrelsen vil indikere, og så virker han på alle måder som en Pete Carroll-spiller.