Philadelphia Eagles

Største behov: CB, IOL, DL

Selvom man startede 10-1, så sluttede 2023-sæsonen meget skuffende for Eagles. Efter den gode start så blev det bare værre og værre for hver uge der gik, og det var derfor heller ingen overraskelse, at Eagles fik en lussing af Buccaneers i første runde af slutspillet. Dermed var det tid til lidt oprydning i truppen, hvor begge koordinatorer nu er skiftet ud, og man har hentet flere store navne i free agency. 

På trods af de store tilføjelser, så har den største historie ud af Philadelphia i denne off-season været, at center Jason Kelce er gået på pension. Derudover har veteranen Fletcher Cox også valgt at stoppe, hvilket efterlader omklædningsrummet uden et par store ledertyper. Dog har man hentet en anden ledertype ind i runningback-stjernen Saquon Barkley, og man har derudover også hentet CJ Gardner Johnson tilbage efter han tog et enkelt år i Detroit. 

Et bud på holdets valg i første runde: CB, Nate Wiggins, Clemson

Det var især tydeligt i den forgangne sæson, at Eagles manglede niveau på cornerback og linebacker. På cornerback-positionen har man aldrende spillere som Darius Slay Jr. og James Bradberry, der langt fra levede op til sit niveau fra 2022-sæsonen. James Bradyberry lignede en mand i 2023, som ingen fart har tilbage, han blev ofte brændt dybt, hvilket er noget som Eagles er nødt til at fikse, hvis de vil nå langt i 2024. 

Derfor kunne en mulighed snildt være Nate Wiggins med 22. valget i første runde. Wiggins er en super atlet og har masser af fart. Han har hurtige fødder og glidende hofter, hvilket er ekstremt vigtigt som cornerback. Derudover er han svær at snyde med double moves og fakes, hvilket også ofte har været et problem for Eagles’ cornerbacks. Med Nate Wiggins i truppen har Eagles med sikkerhed forbedret bagkæden markant.

Washington Commanders

Største behov: QB, OT, CB

2023-sæsonen var den første under de nye ejere. På trods af en flot 2-0 start gik Commanders 4-13 med Ron Rivera som cheftræner og Sam Howell som quarterback. Dermed står Commanders med andetvalget overall i årets draft. De nye ejere har allerede sat et stort præg på holdet med ny træner i Dann Quinn, og så vælger man højst sandsynligt en ny quarterback i draften. 

I free agency hentede man også et par interessante profiler i Austin Ekeler og Bobby Wagner. Derudover har man også sendt sidste års starter Sam Howell på porten. Derfor er det nærmest garanteret, at det bliver en quarterback med hovedstadens første valg i draften. 

Det er ingen hemmelighed at Bears vælger Caleb Williams, hvilket betyder, at Commanders har en meget vigtig beslutning at træffe derefter. Går man med Drake Maye, Jayden Daniels eller måske endda J.J McCarty?

Et bud på holdets valg i første runde: QB, Drake Maye, North Carolina

Med Kliff Kingsbury som offensiv koordinator så passer Jayden Daniels måske bedre end Drake Maye til den profil som Kingsbury før har arbejdet med. På trods af det, tror jeg, at Commanders går med Drake Maye, da han virker som det mere sikre valg. Der er stadig nogle spørgsmål ved Heisman vinderen, hvilket giver Maye en lille fordel. Maye har alt det, man gerne vil have i en franchise quarterback. Han har en stærk arm og god præcision. Derudover arbejder han godt i lommen og virker generelt “pro-ready”. Spørgsmålet er så, om Commanders nu endelig har ramt rigtigt med en quarterback, som kan blive på holdet i mange år.