Jacksonville Jaguars overraskede ingen, da de valgte Trevor Lawrence med det første valg i årets draft.

Nu er det – omsider – officielt. Jacksonville Jaguars har valgt Trevor Lawrence fra Clemson Tigers med det første valg i dette års draft. Dermed blev Lawrence den første Clemson-spiller nogensinde til at blive valgt som draftens etter.

Med Trevor Lawrence ombord får Urban Meyer først og fremmest en spiller, der har vundet rub og stub i sin spæde karriere. Og det er bogstaveligt ment, da Lawrence vandt samtlige af sine grundspilskampe i både high school og college-rækkerne. Til sammenligning har Jaguars kun vundet 52 af 160 grundspilskampe i de seneste ti sæsoner.

Siden 2018 har Trevor Lawrence drysset sit tryllestøv ud over Clemson Tigers i NCAA. I 32 grundspilskampe kastede Lawrence for 10.098 yards, 90 touchdowns og 17 interceptions.

Trevor Lawrence var også dén altafgørende brik, da Clemson vandt det nationale college-mesterskab i 2018-sæsonen. I selve mesterskabskampen kastede Lawrence for 347 yards og tre touchdowns, da Clemson ydmygede Alabama med 44-16.

På den baggrund er Trevor Lawrence det mest imødesete talent, der indtræder NFL, siden Andrew Luck, som blev valgt af Indianapolis Colts i 2012.

Gul Kluds Teis Joranger har bl.a. karakteriseret Lawrence som “et strålende talent”, der – spillemæssigt – minder om en større og stærkere udgave af Deshaun Watson.

I Jacksonville får Trevor Lawrence glæde af receivere som D.J. Chark, Laviska Shenault jr. og nytilkomne Marvin Jones. Derudover kan det ikke udelukkes, at Jaguars fortsætter med at investere i angrebet i løbet af de næste par dage, hvor draften fortsætter ufortrødent.

Læs også: Gul Kluds Draft tracker – alle runder, alle picks