I mandags var der deadline for at tilmelde sig draften, og vi har derfor listen med de valgbare spillere til årets 2023-draft. Derfor er det tid til at komme med årets første bud på, hvordan første runde kunne forløbe.

For størstedelen af ligaens hold er draftsæsonen allerede startet, så selvom vi mangler at finde Super Bowl-vinderen, kan vi sagtens begynde at kigge frem mod draften, så vi kan lære de største profiler at kende allerede nu.

Derudover var mandag deadline for underclassmen(spillere med mulighed for flere år i college) til at tilmelde sig draften, og det har en lang række valgt at gøre. Vi kender derfor den pulje af spillere, som holdene kan vælge fra.

Det er stadig tidligt i processen og før free agency, og derfor har jeg valgt at lave en mock draft uden trades, selvom der helt sikkert vil være hold, der vil overveje at handle sig op for en quarterback. Valgene fra 25-32 er fordelt ud fra deres record i grundspillet.

1) Chicago Bears: Will Anderson, EDGE, Alabama
Mon ikke, Bears tager et år mere med Fields, og derfor ville det være oplagt at trade ned og få endnu flere valg i draften for at bygge den talentfattige trup op. Bliver de ved førstevalget, står valget nok mellem Anderson og Jalen Carter, og her hælder jeg mod Anderson som det mest sandsynlige.

2) Houston Texans: Bryce Young, QB, Alabama
Texans har brug for at forsøge sig med noget nyt på quarterback, og de har brug for en profil til at være franchisets håb og ansigt udadtil. Byron Young har størrelsen imod sig, men han har bare flair for positionen, som NFL-holdene bør tage chancen på. Jeg tror dog også sagtens, at C.J. Stroud og WIll Levis kan være i spil.

3) Arizona Cardinals: Jalen Carter, DT, Georgia
Cardinals kan håbe på, at et hold trader op til førstevalget og tager en quarterback, så de måske kan få den bedste non-quarterback i årets draft. Det vil med alt sandsynlighed være Anderson eller Carter, og personligt har jeg Carter som den bedste spiller i draften. Han har uomtvisteligt potentiale til at være en ødelægger i midten af forsvaret.

4) Indianapolis Colts: Will Levis, QB, Kentucky
Det er tid til at prøve med en ung quarterback i stedet for de aldrende lappeløsninger. Will Levis har kæmpe fysisk talent og erfaring i et NFL-lignende system. Det vil NFL-holdene værdsætte, tror jeg, og hvis ikke Colts snupper ham, tror jeg, et andet hold gør i top 10.

5) Seattle Seahawks (fra Broncos): Myles Murphy, EDGE, Clemson
Seattle Seahawks endte både i slutspillet og i top 5 af draften grundet deres trade med Broncos. Her mangler de virkelig noget kvalitet på den defensive linje, og her er Myles Murphy en fantastisk spændende spiller. Han er fysisk stærk og super atletisk, og hans potentiale er måske det største i år blandt EDGEs.

6) Detroit Lions (fra Rams): Christian Gonzalez, CB, Oregon
Angrebet var godt hos Lions i år, men forsvaret skal der gøres noget ved. De har en masse unge spillere oppe foran, så jeg tænker, at det er oplagt at prøve at finde en topcorner. Christian Gonzalez har størrelse, atletiske evner og god spilintelligens, og det gik jo glimrende, da for et par år siden tog en anden Oregon-spiller i top 10 af draften.

7) Las Vegas Raiders: C.J. Stroud, QB, Ohio State
Derek Carr-æraen er slut hos Raiders, og derfor skal der kigges mod nye løsninger. Stroud er en klassisk pocket passer med god præcision, hvilket bør passe godt til Josh McDaniels’ angreb. Og så kan McDaniels også helt selv få lov til at forme og udvikle sin quarterback, som han ønsker det.

8) Atlanta Falcons: Bryan Bresee, DT, Clemson
Falcons har brug for en quarterback, men jeg tror, de er på markedet efter en veteran, og en genforening mellem Ryan Tannehill og Arthur Smith virker oplagt. Derfor kigger Falcons i stedet mod forsvaret, hvor de har mange mangler. På den defensive linje kunne store og atletiske Bryan Bresee pynte, hvis han kan forløse sit potentiale.

9) Carolina Panthers: Anthony Richardson, QB, Florida
Efter forsøg med Teddy Bridgewater og Sam Darnold, så lugter det af, at Panthers kunne forsøge sig med en ung quarterback, som kan lære bag en erfaren quarterback (måske Darnold). Anthony Richardson er fantastisk atletisk og har spændende potentiale, men der er også meget at arbejde på, og han er nok ikke klar til at starte i 2023.

10) Philadelphia Eagles (Fra Saints): Tyree Wilson, EDGE, Texas Tech
NFC’s bedste hold (i grundspillet) med et top 10-valg. Det virker ikke fair. Ikke desto mindre har Eagles en perfekt mulighed for at investere i deres elskede defensive linje. Brandon Graham er oppe i årene, og Derek Barnett kan være fortid. Eagles vil gerne være 3-4 mand dyb på EDGE, og her kan Wilson supplere glimrende og endda rushe indvendigt i kastesituationer. Perfekt komplement til Sweat, Graham og Reddick.

11) Tennessee Titans: Peter Skoronski, OT/OG, Northwestern
Forsvaret kan også kigges på, men i sidste ende, så var angrebet ekstremt tandløst i 2022. En receiver kunne sagtens komme på tale, men jeg tror den offensive linje har højest prioritet. Den mangler kvalitet flere steder. Peter Skoronski er en fremragende spiller med teknik, power og atletiske, og han kan både spille guard og tackle. Han kan blive Taylor Lewan-erstatningen i Tennessee.

12) Houston Texans (Fra Browns): Jaxon Smith-Njigba, WR, Ohio State
Med valget af en quarterback med andenvalget, så er det tid til give ham et pålideligt våben at kaste til. Jaxon Smith-Njigba er en rigtig dygtig ruteløber med sikre hænder, og han vil hurtigt blive en quarterbacks bedste ven.

13) New York Jets: Paris Johnson, OT, Ohio State
Jets er på udkig efter en quarterback, men mon ikke det sker gennem en trade for enten Derek Carr eller Jimmy Garoppolo. I draften kan Jets derfor passende forstærke den offensive linje med en atletiske tackle. Mekhi Becton har været skadet for meget og ikke vist sig pålidelig, så man kan sagtens bruge hjælp på positionen. Så må man finde ud af, om Johnson eller Becton skal flyttes til højre tackle.

14) New England Patriots: Joey Porter Jr., CB, Penn State
Jeg er meget i tvivl om, hvilken vej Patriots går. Det mest oplagte er den defensive linje, men værdien er der ikke lige nu. En receiver kunne også være en mulighed, men jeg tror ikke, det bliver helt heroppe. I stedet kigger jeg mod en cornerback-gruppe, der har nogle usikkerhed og kunne bruge en disciplineret, atletisk og fysisk corner som Joey Porter Jr.

15) Green Bay Packers: Michael Mayer, TE, Notre Dame
Det var et skuffende år for Packers, og næste år skal man finde en måde at gøre det lettere for Aaron Rodgers på. Her er det oplagt at kigge på årets bedste tight end, der har nogle af de mest sikre hænder i mands minde. Mayer er bare en herlig fysisk og stærk tight end, der griber alt, hvad han kommer i nærheden af.

16) Washington Commanders: Broderick Jones, OT, Georgia
Commanders kunne godt kigge efter en quarterback, men det er lidt tidligt for Tanner McKee, tror jeg, og de har Sam Howell, de måske vil give chancen. Hvis Howell skal bryde igenne, er det oplagt at give ham en stor mand til beskyttelse. Med Charles Leno lidt oppe i årene, ville det give mening at kigge mod fremtiden med Jones.

Næste side: Genforening i Pittsburgh og nyt våben til Eagles