Jay Cutler ser ingen grund til, at Chicago Bears lader Mitchell Trubisky spille og få unødvendige tæsk, hvis holdet får en skidt sæsonstart.

For få dage siden sagde den mangeårige Chicago Bears-quarterback, Jay Cutler, stop efter en karriere med både op- og nedture (især meget af det sidste). Og den kommende ekspertkommentator har allerede et par gode råd klar til sin tidligere arbejdsgiver om deres håndtering af den nye franchise quarterback, Mitchell Trubisky.
“Hvis det går ned ad bakke, så ser jeg ingen grund til at spille fyren. Jeg er sikker på, at der mange, som vil ønske at se ham på banen. For når du drafter ham med 2.-valget, er det af en årsag, og det er at spille football og vinde kampe, siger Cutler i et interview med CSN Chicago.
34-årige Jay Cutler, der tilbragte de sidste otte sæsoner af sin karriere i Chicago, mener, at det kun vil skade den unge signal-callers selvtillid.
“Hvis man ikke får de ønskede resultater i de første fem, seks kampe, så er der ingen grund til at sende ham på banen. For hvad? Så han kan gå derud og få tæsk og få en hård start som en NFL-quarterback?”
Cutler har uden tvivl en pointe. Selvom Mike Glennon har fået en stor kontrakt, er Trubisky tydeligvis fremtidens mand, og der skal ikke mange dårlige præstationer af Glennon til, før fansene begynder at råbe rookiens navn.
Det er dog meget sjældent, at quarterbacks i deres første år som professionelle kan håndtere at blive kastet for løverne. Trubisky er efter alt at dømme ingen Jameis Winston, Marcus Mariota eller Andrew Luck. Det skal de huske i Chicago.