De store præstationer stjæler altid overskrifterne, men det er sjældent de hurtigste spillere, der har mest på spil. Her er en liste med spillere, der har noget at bevise overfor NFL-holdene under combine.

Rekorder og toppræstationer stjæler fokus, når combine-øvelserne rammer, men ugen er ofte langt vigtigere for spillere, hvor der er spørgsmålstegn ved nogle dele af deres spil eller personlighed. Her får du en liste med spillere, der skal bevise eller præstere noget enten på eller udenfor banen, mens de befinder sig i Indianapolis.

Quarterbacks

Tua Tagovailoa, Alabama
Det ligger ikke så meget i hans hænder, men Tua Tagovailoa går ind til en utrolig vigtig uge, selvom han ikke vil deltage i øvelserne på banen. Det grundige lægetjek af alle spillere er meget vigtigt, og holdene vil være meget interesseret for en status på hans hofteskade og ikke mindst, om den potentielt kunne øge risikoen for skader som eksempelvis gigt i fremtiden.

Jordan Love, Utah State
En anden quarterback, der skal præstere godt i kulisserne mere end banen, er Jordan Love. Utah State-quarterbacken har alle de fysiske forudsætninger, men spillet på banen vidner om nogle betydelige huller i den mentale del af spillet. Love skal give nogle gode svar på, hvorfor han lavede så mange interceptions i 2019, og han skal gøre det godt, når holdene gennemgår spil på video og tavle med ham.

Runningbacks

Zack Moss, Utah
Sidste år viste David Montgomery tvivlsom fart, og det fik ham til at falde til andendagen, og selvom jeg ikke tror, at Zack Moss er i fare for at løbe en dårlig tid, så vil det være vigtigt for ham, at han viser lidt fart og burst. Ellers kunne han få svært ved at blive en af de fem første runningbacks valgt.

Wide Receivere

De store wide receivere
Fart er vigtig på wide receiver, omend det selvfølgelig ikke er altafgørende. Større receivere behøver selvfølgelig ikke at have fantastisk fart, men de må heller ikke være FOR langsomme, og det er altid vigtigt for receivere at bevise, at de ikke mangler fart. Alt over 4.6 begynder at være tvivlsomt, mens alt over 4.65 begynder at være kritisk. Med en fantastisk god receiver-årgang er der selvfølgelig også adskillige store receivere, og jeg nævner her i flæng spillere, som ikke må løbe for langsomt. Det drejer sig om typer som Tee Higgins (Clemson), Isaiah Hodgins (Oregon State), Michael Pittmann Jr. (USC), Gabriel Davis (UCF), Chase Claypool (Notre Dame), Antonio Gandy-Golden (Liberty), Jauan Jennings (Tennessee), Collin Johnson (Texas) og Tyler Johnson (Minnesota). De to gange Johnson har dog allerede sagt, at de ikke vil deltage i øvelserne på nuværende tidspunkt. Blandt de andre forventer jeg, at Higgins, Pittmann og Davis nok skal klare sig fint, mens Jennings, Gandy-Golden og Hodgins kunne levere nogle tvivlsomme tider.

Laviska Shenault: Generelle atletiske evner
Der er mange receivere i år, og for mit vedkomende er Laviska Shenault måske den spiller, der skal bevise allermest ved combine i år. Flere eksperter ser ham som et muligt førsterundevalg, men jeg er meget mere lunken. Hans reelle receiver-tekniske evner, synes jeg, er et pænt stykke væk fra NFL-niveau lige nu, men mange snakker om, at han er en fantastisk atlet. Hvis han er det, så er der klart noget upside i en rolle som Deebo Samuel, men jeg er bare ikke så sikker på, at han vil teste fantastisk. Nu må vi se, men hvis han skal gå i første runde, så skal han levere en god uge.

Lynn Bowden (Kentucky), Jalen Reagor(TCU), KJ Hamler (Penn State)
Jeg har samlet en trio her, som skal vise noget i positionsøvelserne. Reagor og Hamler skal nok løbe rigtig hurtigt i 40 yard dash, men alle disse tre spillere skal bevise, at de har pålidelige hænder, når de går gennem øvelserne. Reagor og Hamler havde mange drops i college, mens Lynn Bowden spillede som en running-quarterback meget af 2019, da Kentucky blev ramt af flere skader på quarterback.

Tight Ends

Adam Trautman, Dayton
Nogle af de spillere, hvor combine er allervigtigst, er de spillere, der kommer fra et lavere niveau i college. Trautman gik på den lille skole Dayton, og der har han bare mødt meget få spillere, der har fart og størrelse som NFL-spillere. Så at Trautman så hurtig og atletisk ud på det niveau er ikke overraskende, men til combine skal han bevise, at han også er en fin atlet, når holder ham op mod NFL-standarden.

Jared Pinkney, Vanderbilt
Jeg ved, at min medskribent Dennis Cordsen har et rimeligt godt øje til Jared Pinkney, som han tror kan overraske nogle på 40 yard dash. Det ville være vigtigt for Pinkney, der er blevet lidt glemt efter en anonym 2019-sæson på et angreb, der bare satte ham til at blokere, selvom han i 2018 viste udmærket evner som receiver. Hvis Pinkney kan teste fornuftigt, kan han sætte sig selv tilbage på landkortet blandt tight ends.

Cole Kmet, Notre Dame
Der er stor uenighed om, hvem der er årets bedste tight end. En af kandidaterne er Cole Kmet, men der virker til at være en god portion splittelse om Kmet. Han er dejlig stor og har en perfekt kropsbygning, men hvor atletisk er han? Nogle synes, han ser ret uinspirerende ud, mens jeg personligt tror, at han kan levere ret solide tal. Hvis Kmet kan undgå at levere dårlige tal, så tror jeg, at han går i anden runde.

Cheyenne O’Grady, Arkansas
Hjalte Froholdts tidligere holdkammerat er ikke uden talent, men han har også en noget broget historik i college, hvor han flere gange har været på kant med trænerstaben. Han endte sin college-karriere med at blive smidt af holdet, og O’Grady har i høj grad behov for at overbevise holdene om, at hans personlighed ikke er et problem. Spillet på banen er nemlig bestemt værd at overveje i en af de midterste runder af draften.

Offensive tackle

Ben Bartch, St. John’s
Den mindste skole, der er repræsenteret ved årets combine, er St. John’s. Den hører hjemme i college footballs tredje division, der ganske sjældent leverer NFL-talenter. Ben Bartch har dog skabt sig selv et navn, og han ser ret spændende ud. Han skal ligesom andre small school-spillere vise, at han hører til blandt de andre NFL-talenter. Det tror jeg, at Bartch gør, og hvis han endda præsterer godt, så vil jeg ikke udelukke, at han kunne gå på andendagen af draften.

Saahdiq Charles, LSU
På banen er Charles sindssygt talentfuld, selvom han er meget upoleret, og hvis man kun kiggede på talent, så blev han nok valgt på andendagen. I følge flere rygter, så skulle listen af problemer udenfor banen dog være ganske betydelig, og NFL-holdene vil nok være meget interesseret i at høre ham forklare lidt om de problemer, som han er rendt ind i. Der skulle vist både være tale om nogle karantæner i forbindelse med euforiserende stoffer samt forskellige andre knapt så flatterende ting. Han har dog ikke været anholdt for noget, så det er stadig lidt ukendt for offentligheden præcist, hvad det drejer sig om. NFL-holdene har dog helt sikkert gravet i sagerne og vil høre hans syn på tingene.

Defensive tackle

Justin Madubuike, Texas A&M og James Lynch, Baylor
Der er ikke så store spørgsmålstegn blandt årets defensive tackles, synes jeg, men der er par spillere, som har muligheden for at hoppe op i rangeringerne med en god weekend. Justin Madubuike og James Lynch er lige nu anset som spillere, der er er rangeret i det næste lag under de fem bedste defensive tackles. Kan de måske med en god uge hoppe op og blande sig mellem de fem bedste? Især Madubuike kunne godt levere fine ting.

EDGE rushere

A.J. Epenesa, Iowa
Atletiske evner er ofte super vigtige for pass rushere, og hvis du ikke er en god atlet, skal du typisk have god længde, god teknik og god styrke, hvis du skal blive en top pass rusher. Epenesa er ikke en super atlet, men har de tre andre ting, så jeg er som sådan ikke bekymret, endnu. For Epenesa må ikke falde igennem i øvelserne, og det handler for ham at overleve uden at levere bekymrende tal. Hvis han gør det, så går han i første runde, tror jeg.

Yetur Gross-Matos, Penn State
Et andet potentielt førsterundevalg finder vi hos Penn State, hvor Yetur Gross-Matos har vist sig godt frem. Gross-Matos er også en lidt tungere pass rusher, og han kommer nok ikke til at vinde udelukkende på fart i NFL. Han er dog ikke lige så poleret som Epenesa lige nu, og han skal gerne vise en smule eksplosivitet og agilitet, hvis han skal gå højt.

Bradlee Anae, Utah
Anae kommer ikke til at gå i første runde, men folk snakker om ham på andendagen af draften. Hans primære våben er hans glimrende teknik som pass rusher, men spørgsmålet er, om han er eksplosiv og atletisk nok til at blive en rigtig god pass rusher i NFL. Især hans jumps og 3-cone er jeg usikker på.

Curtis Weaver (Boise State), Khalid Kareem (Notre Dame) og Kenny Willekes (Michigan State)
Til sidst har jeg samlet tre pass rushere, som alle er i spil til midten af draften. Curtis Weaver kunne endda gå i anden runde med lidt held. De her tre er også spillere, der skal undgå den katastrofale uge. Ingen forventer blændende tal fra dem, men de må ikke levere tal, som begynder at skabe bekymringer hos NFL-holdene. Især Khalid Kareem kunne jeg være bekymret for i denne sammenhæng.

Linebacker

Davon Hamilton, Ohio State
Fart bliver vigtigere og vigtigere på linebacker, og selvom mange virker til at være glade for Davon Hamilton, så er jeg seriøst bekymret for hans fart og bevægelser. Jeg synes, at han er lidt for tung og mangler fleksibilitet og smidighed i sine hofter og underkrop. Hamilton skal levere nogle tålelige tal, hvis han skal gå i anden runde, som nogle virker til at forudse.

Zach Baun, Wisconsin
Jeg tror, at Zach Baun vil teste fint, men jeg glæder mig til at se ham i positionsøvelserne. Baun spillede primært pass rusher i college, men NFL-holdene overvejer at flytte ham til linebacker. Hvordan ser han ud i opdækningsøvelserne, og når han bliver bedt om at operere in space. Vil han se flydende og naturlig ud?

Cornerback

AJ Terrell, Clemson
Jeg har ikke lave forventninger til AJ Terrell, som jeg generelt er ret stor fan af, men han spillede meget i zoneopdækning i college, og det gjorde det lidt svært at vurdere, hvor god en atlet han er. Som sagt, tror jeg ikke, at han leverer dårlige tal, men det vil være rart lige at få det sort på hvidt, at han har den nødvendige fart og bevægelighed.

Kristian Fulton, LSU
Jeg indrømmer blankt, at jeg er mere usikker på Fultons evner end de fleste, og derfor har jeg medtaget ham. Det virker til, at mange forventer, at Fulton leverer ret gode tal, men bliver de virkelig så gode? Det ville ikke overraske mig, hvis han kun tester gennemsnitligt. Nu må vi se, og det kan også være, at vi må vente til LSU’s pro day, da mange LSU-spillere har valgt ikke at lave øvelser til combine.

Safety

Antoine Winfield Jr., Minnesota
En af de spillere, som har allermest på spil i denne uge, kunne godt være Antoine Winfield. Han er en klejn safety, men han læser spillet strålende, spiller fysisk og laver store spil. Han har dog en betydelig skadeshistorik, og hans lægetjek vil derfor være vigtig. Derudover bliver det interessant at se, hvor hurtig han er. Nogle forventer, at han vil løbe en lidt middelmådig tid, som vil betyde, at han ikke kan gå i top 50, som ellers i den grad vil være i spil, hvis han tester godt. Jeg håber, han tester fornuftigt, da hans spillestil er skøn.

Kyle Dugger, Lenoir-Rhyne og Jeremy Chinn, Southern Illinois
Lad mig slutte af med to small school-spillere. Både Dugger og Chinn spillede langt fra det højeste niveau i college, og det bliver vigtigt for dem at bevise, at de er NFL-atleter. Specielt Dugger kunne gå en vigtig uge i møde, da der har været snak om, at han kunne gå i anden runde, og den snak kunne blive forstærket, hvis han tester godt. Personligt er jeg mere fan af Chinn, men han ser heller ikke lige så hurtig ud som Dugger, så her skal vi måske bare acceptere mere moderate tal.