Arizona Cardinals’ general manager Steve Keim skulle ikke bruge nævneværdig betænkningstid, inden han besluttede sig for at hente Isaiah Simmons.

Isaiah Simmons var én af de mest eftertragtede spillere ved dette års NFL Draft. Natten til fredag (dansk tid) blev det 21-årige stortalent valgt med det ottende valg i draftens første runde af Arizona Cardinals.

Cardinals’ general manager Steve Keim fortalte på det efterfølgende pressemøde, at han længe har beundret Isaiah Simmons’ alsidighed og talent. Ydermere fortalte Keim, at han kan se Simmons spille linebacker, edge rusher, safety eller cornerback i NFL:

“Hvis I ser ham i kampaktion for Clemson, vil I se en spiller, der både kan spille dybt i midten af banen, tæt på linjen i “boksen” eller som blitzer. Han er denne årgangs ubetingede schweizerkniv. Vi forventer, at han kan blive en dominerende force i ligaen.” udtalte Steve Keim.

Som følge heraf betegnede Keim også valget af Simmons som værende ‘lige til højrebenet’.

Det bliver ekstremt spændende at se, hvordan Arizona Cardinals’ trænerstab vil benytte Isaiah Simmons. Forsvaret råder allerede over en række alsidige spillere – som fx hybrid-safety Budda Baker.