
Tennessee Titans valgte Miamis talentfulde og imødesete quarterback Cam Ward med det første valg i 2025-draften.
Draften startede helt som forventet, da Tennessee Titans valgte Cam Ward fra Miami med det første valg.
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Tennessee Titans ville vælge Cam Ward. Den 22-årige quarterback bliver anset for at være den mest talentfulde spiller på sin position i denne årgang og Titans har et markant behov for en ny bannerfører efter, at Will Levis-projektet er kuldsejlet.
I Tennessee får Cam Ward den kolossale opgave at skulle genoprette troen på Titans. Mandskabet fra syden har tabt flere kampe, end de har vundet i de seneste tre sæsoner, og de er sluttet på sidstepladsen i den vakkelvorne AFC South-division to år på stribe.
Cam Ward nåede at repræsentere tre forskellige mandskaber i løbet af sin college-tid, og det var især hans sidste sæson for Miami, som banede vejen for hans nyvundne status som førstevalg. I 2024-sæsonen ramte Ward på 67,2 procent af sine kast for 4.313 yards, 39 touchdowns og bare syv interceptions. Som følge blev Ward kåret som sæsonens spiller i ACC.
På den baggrund blev Cam Ward den første spiller i Miamis historie til at vinde årets spiller i ACC. Ward satte også nye rekorder for flest kastede yards og touchdowns i en enkeltstående sæson i Miamis historie.
Samlet set nåede Cam Ward at spille 57 kampe i college-rækkerne, hvori han kastede for 18.184 yards, 158 touchdowns og 37 interceptions. Derudover løb Ward for 473 yards og 20 touchdowns.
Læs også: Liveblog 2025-draften – Første runde med karakterer
Spillemæssigt er Cam Ward en moderne quarterback, som besidder solid armstyrke og kan levere alle kast fra alle tænkelige vinkler – også mens han er på farten. Derudover er Ward tilpas mobil til, at han kan sætte en modstander eller rulle ud på ydersiden og undvige presset.
Læs også: Gul Kluds vurdering af Cam Ward og de 10 bedste quarterbacks i draften
Spørgsmålet er så nu, om Cam Ward kan føre Tennessee Titans tilbage til toppen af AFC og potentielt til sin første Super Bowl-titel, eller om han bliver den seneste i rækken af talentfulde quarterbacks, som skuffer i Nashville?
Forventningerne er selvsagt tårnhøje til Cam Ward, der er den spiller, som Titans har valgt med det første valg i draften, siden de valgte Earl Campbell i 1978 som Houston Oilers.








