Cincinnati Bengals kommer til at vælge allerførst i 2020-draften i Las Vegas, efter holdet søndag tabte til Miami Dolphins efter overtime.

Mens flere hold søndag spillede vigtige kampe om slutspilspladserne, så var der faktisk også en kamp uden slutspilsbetydning, der trak store overskrifter.

Cincinnati Bengals var på besøg hos Miami Dolphins. Med et nederlag ville tigrene være sikret det første valg i næste års draft i Las Vegas, og efter en fuldstændig vanvittig kamp var det lige netop det, der skete.

Dolphins dominerede opgøret tungt og førte 36-14 midt i fjerde quarter. Men et fantastisk comeback af Andy Dalton og co. til sidst – blandt andet med et vellykket onside kick OG en vellykket hail mary – bragte kampen i overtime. Her trak delfinerne dog det længste strå med et field goal i de allersidste sekunder.

Dermed kan Bengals vælge på alle hylder blandt de mange yderst talentfulde college-spillere, der træder ind i NFL-draften.

Én spiller overstråler dog dem alle. Han hedder Joe Burrow, er quarterback og vandt for nylig Heisman Trophy som symbol på, at han er den bedste spiller i college football. Cincinnati forventes også at gå efter Burrow og starte på en frisk på quarterback-positionen efter et årti med Andy Dalton bag center.