
NFC East kan igen med rette kalde sig NFC Beast. Med tre hold i slutspillet, Eagles i Super Bowl og Commanders på vej i en ny interessant retning, så ser denne traditionsrige division for alvor spændende ud igen. Derfor er det helt sikkert værd at holde øje med hvert af de fire hold i årets draft.
Natten til fredag d. 28 april løber draften anno 2023 af stablen i Kansas City, hvor vi får sat navne og ansigter på den næste generation af NFL-spillere.
Her på Gul Klud varmer vi op til den store begivenhed – både med forudsigelser af såvel første runde som hele draften, ligesom vi sætter fokus på de enkelte hold og deres behov. I denne artikel sætter vi fokus på NFC East, hvor både Eagles, Giants og Cowboys skal forsøge at bygge videre på deres succes i 2022, mens Commanders og Eric Bieniemy har mange spændende beslutninger i vente på angrebet.
Dallas Cowboys
Største behov: TE, LB, RB, DT
Dalton Schultz er væk og det efterlader et hul på tight end, som sagtens kunne blive fyldt ud tidligt i draften, der indeholder en meget spændende årgang på positionen.
Cowboys har også sagt farvel til Ezekiel Elliott, hvilket måske kunne få dem til at overveje en ny runningback i draften.
Cowboys mangler også folk på defensiv tackle, der kan gøre en forskel. De har Jonathan Hankins på en ét-årig aftale, og så er Neville Gallimore i sit sidste år af rookie-kontrakten. Udover Osi Odighizuwa mangler Cowboys kvalitet i midten af linjen, hvis de vil tage forsvaret til næste skridt.
Et bud på valg i første runde:
Valg 26: Bryan Bresee, DT, Clemson

Dan Quinn elsker atletiske og alsidige linjemænd, og det får han her i Bryan Bresee. Bresee bevæger sig utroligt godt og er meget eksplosiv. Dog har han været plaget af en del skader, men der er ingen tvivl om, at han er fuld af kvalitet og en klar opgradering på linjen hos Cowboys. Med Bresee som starter ser Cowboys’ pass rush blot endnu mere skræmmende ud, og det bliver nu for alvor svært for modstanderen at lukke ned for alle playmakers på det forsvar.
New York Giants
Største behov: OL, CB, WR, LB
Giants mistede sine to bedste centere i free agency (Nick Gates og Jon Feliciano), så de har uden tvivl brug for en spiller til den position, hvilket sagtens kunne blive allerede tidligt i draften.
Derudover mangler holdet også noget kvalitet på cornerback positionen, hvor Adoree Jackson pt. er bedste mand. Med tanke på de mange farlige offensive våben i NFC East, så er cornerback helt sikkert også værd at overveje i første runde for Giants.
Til sidst kan receiver også komme i spil, da Giants mangler en stjerne på den plads. Dog har man hentet Darren Waller ind, så noget kvalitet er der trods alt i kasteangrebet.
Et bud på valg i første runde:
Valg 25: Zay Flowers, WR, Boston College

Selvom det er oplagt for Giants at bruge flere ressourcer på at beskytte Daniel Jones, så er det simpelthen ikke et sexet nok førsterundevalg i New York. Giants hungrer samtidig efter en stjerne på receiverpladsen, så derfor falder valget på Zay Flowers. Flowers er en eksplosiv receiver, som også er en stærk ruteløber. Zay Flowers kan forhåbentligt for Giants være med til at tage Daniel Jones et eller to niveauer højere.
Philadelphia Eagles
Største behov: DT, LB, DE, OG
Eagles er i de seneste 10-15 år blevet notorisk kendt for at vælge opgradering til skyttegravene i første runde, hvor de har taget enten offensive eller defensiv linje hele otte gange siden 2010.
Det ligner endnu et af disse valg i år, da Eagles mistede en vigtig spiller i Javon Hargrave og i forvejen har en aldrende defensiv linje med bl.a. Fletcher Cox og Brandon Graham, der må forventes snart at trække sig tilbage.
Derudover mangler Eagles også lidt dybde på den offensive linje, da man sagde farvel til både tackle Andre Dillard og startende guard Isaac Seumalo i free agency.
Et bud på valg i første runde:
Valg 10: Lukas Van Ness, EDGE, Iowa
Valg 31: Adetomiwa Adebawore, EDGE, Northwestern


Eagles er i lidt af en luksus position i dette års draft. Holdet har to valg i første runde (nr 10 og 31) og kan derfor gøre lidt af hvert. Beholder de valg nr. ti tror jeg de, som nævnt ovenover, kigger på hjælp til skyttegravene med en spiller som Lukas Van Ness. Han er kraftfuld, eksplosiv og kan stille op både indvendigt og udvendigt. Det sene valg i første runde kunne meget vel også blive på den defensive linje, hvor GM Howie Roseman angiveligt er helt tosset med Adetomiwa Adebawore, som ligeledes er en alsidig spiller.
Washington Commanders
Største behov: CB, OL, TE
På cornerback er der stadig store spørgsmålstegn bag de nuværende startere Benjamin St Juste og Kendall Fuller, derfor kan Commanders’ valg i første runde nemt falde på en corner.
Selvom man har hentet både Andrew Wylie og Nick Gates ind i free agency, så er der stadig plads til forbedring på den offensive linje hos Commanders, hvilket derfor også sagtens kan blive en mulighed i første runde.
Derudover mangler mandskabet en playmaker på tight end positionen. Nu har Eric Bieniemy fået ansvar for angrebet, og det vil helt sikkert blive sjovt at se, hvis han kan få et ekstra våben til et allerede meget spændende angreb i første runde af draften.
Et bud på valg i første runde:
Valg 16: Dalton Kincaid, TE, Utah

Cornerback er nok det mest oplagte valg for Commanders her, men jeg går alligevel med noget offensivt, og giver den nye angrebstræner, Eric Bieniemy, et ekstra spændende våben at lege med. Commanders havde ikke meget produktion hos deres tight ends i 2022, men det ændres nu med Dalton Kincaid i truppen. Kincaid er et dynamisk våben, der med tanke på den allerede stærke receivergruppe holdet har, giver Commanders en masse muligheder rent offensivt. Kincaid kan blive en stor hjælp for udviklingen af Sam Howell og en sikkerhedsventil som han altid kan gå til, hvis det brænder på i lommen.








