Detroit Lions forstærker sin tight end-gruppe med den erfarne Zach Ertz til NFC-finalen mod San Francisco 49ers.

Detroit Lions og Zach Ertz er nået til enighed om en kortvarig aftale, som betyder, at den rutinerede tight end kan komme i spil mod San Francisco 49ers i NFC-finalen.

Aftalen skal ses i lyset af, at Lions’ tight end Brock Wright pådrog sig en skade i sin ene underarm i divisions-runden. Dan Campbell udtalte efter kampen, at “det ikke ser lovende ud” for Wright, og derfor manglede Lions et supplement til Sam LaPorta på tight end-positionen. LaPorta, der har grebet 12 bolde og et touchdown i slutspillet, spiller allerede med en knæskade, hvilket gør situationen endnu mere udsat for Lions.

Zach Ertz nåede at spille syv kampe for Arizona Cardinals i 2023-sæsonen, før han pådrog sig en skade og efterfølgende blev fritstillet. Ertz har spillet i NFL siden 2013, og har tørnet ud for Philadelphia Eagles og Cardinals. Han står noteret for 151 kampe i NFL, 7.434 yards og 46 touchdowns, mens han var med til at vinde Super Bowl LII med Eagles.