Wide receiver Jeremy Kerley og offensiv linjemand Brandon Thomas bytter hold efter en handel mellem Detroit Lions og San Francisco 49ers.

Lions og 49ers blev søndag enige om en spiller for spiller-handel, der sender Lions-receiver Jeremy Kerley til 49ers og offensiv linjemand Brandon Thomas den anden vej. Der er ifølge Ian Rapoport fra NFL Network hverken draftvalg eller anden form for kompensation involveret i handlen.

Med Kerley tilføjer 49ers nu dybde til et receiver-korps, der ikke ligefrem bugner af kvalitetsspillere bag Torrey Smith. Brandon Thomas er listet som guard, men har spillet tackle i college, og kan nok ikke se frem til ret meget spilletid i Lions lige foreløbig. Thomas blev valgt i tredje runde af 49ers i 2014-draften, men nåede aldrig at spille for dem.

Kerley har spillet fem sæsoner i NFL, alle sammen for New York Jets. I marts skrev han under på en ét-årig aftale med Lions. Udover at være receiver, er Kerley kendt som en habil punt-returner – han førte således AFC i returneringsyards sidste sæson med 411. Kerley bedste sæson som receiver kom i 2012, hvor han greb 56 bolde for 827 yards og to touchdowns.