Detroit Lions har inden sæsonen problemer med kvaliteten på den defensive linje. De problemer er blevet større efter, at karantænehammeren har ramt en defensive end.

Det drejer sig om den 27-årige Armonty Bryant, der altså for tredje gang siden starten af sidste sæson har fået karantæne. Denne gang bliver det fire spilledage, som forsvarsspilleren kommer til at gå glip af. Bryant har ikke overholdt ligaens misbrugspolitik, og det giver altså en tur på sidelinjen.
Det er en karantænetype, som han har meget godt kendskab til. Bryant spillede kun fem kampe for Lions sidste sæson, da han to gange blev straffet af ligaen. De i alt syv spilledage i skyggen var på baggrund af sager fra tiden i Cleveland Browns. Bryant blev dengang fanget med fingrene i en anden kagedåse, nemlig den fyldt med præstationsfremmende midler. Det gav fire spilledages karantæne. Politiet fandt i 2015 ulovlige stoffer i Bryants besiddelse, hvilket gav de resterende tre dage.
Det betyder, at forsvarsspilleren først kan komme i aktion efter det vigtige opgør mod divisionsrivalerne fra Minnesota Vikings den 1. oktober. Lions havde sidste sæson store problemer med at sacke modstandernes quarterbacks. Detroit var næstdårligst med blot 26 sacks i 16 kampe, kun Raiders med 25 var dårligere.
2016 var dog et ukarakteristisk dårligt år for defensive end Ziggy Ansah, men får han sin produktion tilbage på normalt niveau vil det være en stor hjælp. Selv om Armonty Bryant ikke er en stjernespiller, er denne sag kedelig for Detroit, hvis største svaghed umiddelbart er den samlede styrke på den defensive linje.