
Der er relativt godt nyt om Teddy Bridgewater, der i går måtte bæres fra banen og køres på hospitalet med en skade i hoved- og nakkeregionen.
Hele NFL holdt vejret, da Teddy Bridgewater måtte køres fra banen efter at have pådraget sig en skade i hoved- og nakkeregionen. Og det var tydeligt for enhver, at det var en alvorlig situation, da lægestaben ikke turde tage hans hjelm af, men blot fjerne visiret.
Heldigvis er der relativt godt nyt fra hospitalet i Denver. Ifølge NFL Media kan Teddy Bridgewater mærke og bevæge alle sine led og i første omgang er han blevet diagnosticeret med en hjernerystelse.
De fleste vil huske, at Teddy Bridgewater pådrog sig en meget alvorlig knæskade i 2016, der nær kostede ham benet. Siden da har Bridgewater på mirakuløs vis kæmpet sig tilbage i NFL, hvor han først fik chancen som reserve i New Orleans Saints (2018-2019) og siden hen har startet for Carolina Panthers (2020) og senest Denver Broncos (2021).
I Teddy Bridgewaters fravær trådte Drew Lock til, men Denver Broncos tabte i sidste ende med 15-10 til Cincinnati Bengals. Således missede Broncos en gylden mulighed for at spille sig helt ind i slutspilsvarmen. I stedet er Broncos fortsat en enkelt sejr fra en wildcard-plads.








