Denver Broncos har ikke haft den sæson, de håbede på, men de er ikke umiddelbart på jagt efter en ny styrmand på angrebet.

John Elway er fortrøstningsfuld, når det kommer til holdets startende quarterback, Drew Lock. Det afslører han i et interview med klubbens hjemmeside. Lock har statistisk været en af de dårligste startende quarterbacks i NFL i denne sæson, men det afskrækker ikke holdets general manager, der stadig ser en masse potentiale i den unge spiller.

Elway udtaler:

“Han går gennem sine reads bedre og har kastet mere sikkert og brugt kampene til at blive bedre. Naturligvis kommer der svingende spil, når du er ung, specielt hvis du er ung og har unge folk omkring dig, lige som vi har. Du er nødt til at arbejde for at opnå stabilt spil. Jeg mener Drew har haft opture og nedture i år, men vi kan stadig lide, hvad vi ser i Drew Lock og tror stadig på, at han kan blive en meget god quarterback i denne liga… Jeg synes han har vist, at der er lyspunkter, og han har gjort et pokkers godt stykke arbejde i mange situationer.”

Det stabile spil har, som Elway selv nævner, ikke været der i år. For to uger siden spillede Lock karrierens bedste kamp, hvor det blev til fire kastede touchdowns i en sejr over Panthers. I den forgangne uge spillede han en af karrierens dårligere kampe, da Denver fik en røvfuld af Buffalo Bills. 

Elways, der var stjernequarterback for Broncos i 80erne og 90erne, lyder ikke til at være på jagt efter en afløser til Lock, som mange journalister og fans ellers har spekuleret i. Den 60-årige general manager står dog heller ikke med lutter roser til sin startende quarterback:

“For at være god og for at være fremragende i den her liga, så er du nødt til at være stabil og eliminere fejlene. Det er det, vi forventer fra Drew, at han forhåbentlig eliminerer nogle af de fejl og viser os de ting, som han kan gøre.”

Drew Lock blev valgt i anden runde af draften i fjor, og den 24-årige quarterback har nu startet 16 kampe for klubben. I de kampe er det blevet til otte sejre og otte nederlag, mens Lock har kastet 21 touchdowns og 16 interceptions.