Sæsonstarten er lige om hjørnet, men et af ligaens bedste forsvar kan stå foran en stor ændring. Safety T.J. Ward kan nemlig være på vej væk.

NFL Networks Ian Rapoport bragte rygterne på banen tirsdag. Eksperten nævnte, at Denver Broncos angiveligt er interesserede i at skille sig af med den 30-årige safety. Holdet skulle være villige til at modtage tilbud på den tredobbelte Pro Bowler, der har spillet for holdet siden 2014. Der er intet nyt i, at hold ringer og hører om visse spillere er tilgængelige, men Denver lader til at have haft dybere samtaler end det.


Ifølge ProFootballTalks Mike Florio skulle Denver også aktivt have ringet til andre hold og hørt, om de var interesserede i den dygtige safety. Det ville være lidt af en overraskelse, hvis Denver skulle skille sig af med Ward, der stadig er en dygtig spiller. Ward var med til at vinde Super Bowl 50 og blev valgt til Pro Bowl tre år i træk, fra 2013 til 2015. I 2013 blev han også valgt til Second Team All-Pro, en stor hæder.
Denver står dog som hold lidt i ingenmandsland. De har fortsat et af ligaens bedste forsvar, med den skræmmende dygtige Von Miller som den store profil. Denver kan se Ward som værende en dygtig brik, men ikke en nøglespiller på forsvaret. Kan de få noget retur, som kan hjælpe holdets lunkne angreb, vil man sikkert overveje det kraftigt.
Med sine tredive år, aggressive spillestil og en løn på $4.5 millioner dollars, kan dette måske være tidspunktet at finde erstatningen. Det er dog også faktorer, der kan gøre det svært at trade ham. Ward har aldrig spillet alle 16 kampe i en sæson for Denver. Veteranen har siddet ude i en enkelt kamp i 2014, fire i 2015, og to i den forgange sæson.
Broncos hentede to safeties i sidste års draft. Justin Simmons blev valgt i tredje runde, mens William Parks blev valgt i sjette runde. Begge fik spilletid sidste år og staben skulle være meget glad for begge spillere.
De er dog også stadig glade for Ward. Colorados nyhedsnetværk 9News fortæller, at de flere gange i løbet af året har forhørt sig omkring, hvorvidt Wards plads på holdet skulle være i fare. Svaret har altid være “Nej, han er for god en spiller”. Også holdets cheftræner, Vance Joseph, udtalte følgende i april, da han blev spurgt, om Ward var på vej væk:
“Det har jeg ikke hørt noget om. Han er en af vores bedre spillere, så jeg ville være overrasket, hvis han var på vej væk.”
Meget kan dog have ændret sig siden April, og kommer den rigtige handel på bordet, ser det altså ud til, at safetien kan være færdig i Denver. Ward startede sin karriere hos Cleveland Browns, der valgte ham i anden runde af 2010-draften. Han skiftede til Denver i free agency efter 2013-sæsonen.