Denver Broncos er på udkig efter en ny cheftræner, efter at holdet i slutningen af december fyrede Nathaniel Hackett. Nu er holdet gået i dialog med New Orleans Saints, som stadig sidder på kontraktrettighederne til deres tidligere cheftræner Sean Payton.

Denver Broncos har officielt taget kontakt til den tidligere Saints-cheftræner Sean Payton, som er udset til at fylde hullet efter Nathaniel Hackett, som blev fyret før han nåede at gennemføre sin første sæson.

Sean Payton er i øjeblikket ude af ligaen, efter at han valgte at trække sig tilbage efter 2021-sæsonen. Og fordi Payton valgte at trække sig tilbage inden hans kontrakt med Saints var udløbet, så ejer Saints stadig kontraktrettighederne til Payton.

Broncos skal derfor kompensere Saints, hvis de ønsker at ansætte ham, og her starter forhandlingerne ifølge Saints med et førsterundevalg.

Det er Broncos indforstået med, og ifølge Schefter er der givet grønt lys til, at Broncos og Payton kan forhandle.

Ifølge Schefter, må forhandlingerne dog tidligst starte den 17. januar, og Schefter skriver desuden på twitter, at der ikke er drøftet kompensation mellem Broncos og Saints. Det bliver først aftalt, såfremt Payton og Broncos kan nå frem til en aftale.

Sean Payton trænede sin sidste sæson i 2021. Her vandt Saints ni ud af 17 kampe, men nåede ikke i slutspillet.