Det er ikke kun i Danmark, at vi holder øje med Hjalte Froholdt. NFL Networks draftekspert, Chad Reuter, gør også, og han rangerer Froholdt som det største offensive guard-talent i næste års draft.

Årets draft er overstået, og det betyder, at diverse drafteksperter allerede begynder at kigge mod næste års draft.

Og her bliver det også lidt mere interessant set med danske øjne. For mens vi ikke havde nogle danskere med i dette års draft, kan vi se frem til at følge danske Hjalte Froholdt, der i øjeblikket spiller for Arkansas Razorbacks, i næste års draft.

Men det er ikke kun Danmark, der kommer til at følge den offensive linjemand. NFL Networks draftekspert, Chad Reuter, har således allerede lavet en liste over de 150 mest spændende talenter til næste års draft, og her rangerer han Froholdt som den bedste offensive guard.

– Talentspejdere vil være vilde med det, de ser fra Froholdt, når de kigger på hans video. Han er adræt, stærk og benhård, ikke ulig hans tidligere holdkammerat og Lions’ førsterundevalg i dette års NFL-draft, Frank Ragnow. Han er måske det største offensive guard-talent NFL-draften i 2019, skriver Reuter.

Reuter har udelukkende kigget på tredje- og fjerdeårsspillere, og det kan naturligvis nå at ændre sig, men der er altså store forventninger til det næste danske NFL-håb.

Foruden Froholdt er spillere som Chargers’ Joey Bosas bror, Nick Bosa, og kæmpetalentet Ed Oliver også at finde på listen.