Jason Witten greb sit første touchdown i otte slutspilskampe søndag aften, men det blev alligevel til exit for Dallas Cowboys. For Witten kunne man dermed tro, at det var nærliggende for aldrende Witten at tænke på at stoppe karrieren. Men det er ikke tilfældet.
Med nederlaget søndag aften har Witten netop afsluttet sin 14. sæson i NFL, og der ville ikke være nogen, der kunne fortænke Cowboys-legenden i at stoppe, hvis han følte for at stoppe karrieren. Witten er 34 år.
“Jeg har ikke rigtig tænkt over det,” siger Jason Witten ifølge Dallas Morning News.
“Hvert år er man helt tom på det her tidspunkt. Jeg har givet alt, og nu skal jeg reflektere lidt over denne sæson. Jeg elsker det her hold, og de her gutter, så ja, det er helt sikkert planen at komme tilbage,” siger Witten.
Witten er aldrig nået længere end netop til divisonsrunden i slutspillet, som altså også blev endestationen denne gang. Og det ærgrer ham.
“Jeg er i min 14. sæson, og der er et liv efter football for alle. Du giver alt, hvad du har og når det ikke er nok, så er det hårdt. Det handler ikke om en løncheck. Det er en mulighed for at være med og lede sit hold og vinde den her type kampe. Det her hold havde noget specielt over sig hele vejen, så det er hårdt, at det stopper her,” siger Witten.