
Marshawn Kneeland, der spillede defensive end for Dallas Cowboys, har begået selvmord efter en biljagt, hvor han flygtede fra politiet.
En ny tragedie har ramt NFL og den amerikanske sportsverden. Marshawn Kneeland, der spillede for Dallas Cowboys, har begået selvmord.
Ifølge rapporten fra de lokale politimyndigheder, så skød Marshawn Kneeland sig selv, efter at han havde været på flugt fra politiet.
Det fremgår, at Marshawn Kneeland nægtede at stoppe sin bil, da politiet forsøgte at vinke ham ind til siden. I stedet prøvede Kneeland at køre fra politiet, men han kørte senere galt uden for Dallas. Derefter flygtede han til fods, før han begik selvmord.
Det er endnu uvist, hvorfor Marshawn Kneeland forsøgte at flygte fra politiet, og hvorfor politiet i første omgang forsøgte at bremse hans bil.
Den amerikanske sportsverden begræder hændelsen og selvmordet. Dallas Cowboys har udsendt en pressemeddelelse, hvori de skriver, at Marshawn Kneeland var en elsket holdkammerat, og at Cowboys-organisationen udtrykker sin dybeste medfølelse for hans efterladte kæreste og familie.
Det er første gang siden 2018, at en aktiv spiller i NFL går bort. I 2018 var det Indianapolis Colts’ linebacker Edwin Jackson, der mistede livet i et biluheld.
Dallas Cowboys valgte Marshawn Kneeland i anden runde af 2024-draften, og han havde spillet i syv kampe i denne sæson med 12 tacklinger og et sack som følge.
I mandagskampen scorede Marshawn Kneeland endda sit første touchdown i karrieren mod Hjalte Froholdt og Arizona Cardinals. Det skete efter, at han fangede bolden efter et blokeret punt i Cardinals’ endzone.
– Mens at Marshawn (Kneeland, red.) var ved at sætte sit præg på banen med Dallas Cowboys, så var han en endnu bedre person uden for banen – en dedikeret søn, bror, onkel, fætter, nevø, barnebarn og ven. Han var selvbevidst, ydmyg og fyldt med kærlighed, udtaler Marshawn Kneelands familie i en fælles udtalelse.








