Dallas Cowboys har som forventet meddelt Jason Garrett, at han ikke fortsætter som cheftræner i klubben.

Der skulle gå en hel uge, efter Dallas Cowboys’ 2019-sæson skuffende sluttede med en record på 8-8 og uden en slutspilsplads, før det forventede langt om længe skete.

53-årige Jason Garrett har fået besked om, at han har stået i spidsen for Cowboys som cheftræner for sidste gang. Det meddeler klubben.

Jason Garrett nåede at være cheftræner for Dallas i hele ni sæsoner (2011-2019), men han formåede aldrig at bringe Cowboys i nærheden af det, som America’s Team har sukket efter i evigheder: En Super Bowl.

Cowboys vandt 85 grundspilskampe og tabte 67 under Garrett med tre divisionstitler til følge. I slutspillet blev det blot til to sejre og tre gange nederlag i Divisional Round. Det er langt fra godt nok og blev i sidste ende for meget for ejer Jerry Jones, der ellers har et meget tæt forhold til Jason Garrett.

NFC East-mandskabet er derfor på jagt efter sin første cheftræner i et årti, og Jerry Jones har allerede haft erfarne trænere som Marvin Lewis og Mike McCarthy til samtale.