Dallas Cowboys-cornerback Marquez White er blevet anholdt for at true en mand med en pistol.

De uheldige sager fortsætter for Dallas Cowboys. Cornerback Marquez White er blevet anholdt, efter han i oktober sidste år truede en mand med en pistol.

Hændelsen skete i Collin County, Texas, da White var på vej hjem og på vej hen mod en betalingskontrol ved en motorvejsafkørsel. En bilist overhalede ham i høj fart, og White følte, at hans “liv var i fare” i situationen og trak en pistol mod bilisten. Cornerbacken blev først anholdt den 15. juni.

Ifølge White selv pegede han dog aldrig pistolen mod den anden bilist, men viste den blot for at få den anden bilist til at opføre sig ordentligt. White siger, at bilisten kørte meget aggressivt, lå og pressede ham og kørte tæt på hans bil. Da White i nogle omgange bremsede for at få bilisten bagved til at øge afstanden, blev den ande bilist rasende, kørte tæt op på siden af ham og skulle have råbt racistiske ord og trusler på livet efter White. I følge White rakte den anden bilist så ud efter handskerummet, hvorefter White så viste sin pistol for at forsøge at afværge en potentiel fare. Den anden bilist bremsede så op og fulgte efter White helt indtil White nåede sit hjem. Her ringede den anden bilist så efter politiet.

Pistolen, som White viste i situationen, var lovligt indregistreret, og Whites advokat kalder sigtelsen forkert. Ifølge advokaten har de lavet sigtelsen uden nogen beviser eller begrundelse, og advokaten er stolt af, hvordan White satte en stopper for en potentielt meget farlig situation med en aggressiv bilist.

Marquez White blev valgt i sjette runde af 2017-draften og tilbragte sidste sæson på Cowboys’ practice squad. I januar underskrev han en reserve/future-kontrakt med holdet.