Stephen Jones håber på en holdvenlig Prescott-forlængelse inden sæsonstart

0

Cowboys executive vice president Stephen Jones udtalte under et besøg på en af ESPN’s radiokanaler, at han gerne vil have en kontraktforlængelse til Dak Prescott på plads inden sæsonstart. Jones ønsker dog at Prescotts kontrakt bliver “holdvenlig”

2019 er sidste sæson på Dak Prescotts rookie-kontrakt.

Dallas Cowboys executive vice president Stephen Jones, søn af Jerry Jones, håber dog, at holdet kan sikre Daks fremtids i klubben før den nye sæson går igang. Det udtalte han under ESPN’s radioprogram JaM Session Monday.

“Det er, hvad vi ønsker at gøre. Men det er ikke altid noget, vi kan kontrollere”, fortalte Jones. “Jeg ved han [Dak Prescott, red.] er fokuseret på at vinde og på at få så mange spillere til klubben, som han kan arbejde med, så vi kan have et fremragende hold næste år.”

“Samtidig ved jeg, at vi når til det. Der vil være et tidspunkt, hvor vi går sammen og siger ‘Hey, lad os få det her på plads, og få det lagt bag os'”.

Jones lagde vægt på, at Dak Prescotts kontrakt ikke må blive så stor, at holdet ikke har råd til at omgive ham med talent.

“Samtidig ønsker vi at give ham nogle våben, og jeg ved Dak ønsker det samme. For at ende som en af de bedste quarterbacks i NFL’s historie, er der en ting der tæller: mesterskaber.”

“Der har været en masse gode spillere, som har vundet en masse kampe og har gode statistikker, men hvis du ikke vinder mesterskaber, står man altid tilbage med en tom følelse. Jeg kender Dak. Hans mål nummer et er at vinde Super Bowls. Han er en vinder. Han er en leder.”

“Jeg har tiltro til, at vi får skruet en kontrakt sammen, der giver os mulighed for at omgive ham med talent. Og vi har allerede en del. Kig på vores offensive linje, vores receivere, Zeke [runningback Ezekiel Elliott, red.]: Vi har allerede en del. Og med Jason Wittens tilbagevenden og et par unge tight ends, så ser det også godt ud for os på den position. Så vi skal bare blive ved med at tilføje til, hvad vi har, og få Dak til at passe ind.”

Stephen Jones lagde dog heller ikke skjul på, at han føler Dak har gjort sig fortjent til en ny, stor kontrakt.

“Han fortjener at blive betalt. Han er et fjerderundevalg fra Mississippi State, som vi alle ved. Hans kontrakt har ikke betalt ham det store. Han fortjener uden tvivl at blive godt betalt.”

Ikke sikkert Prescott er interesseret i holdvenlig kontrakt

Selvom det giver god mening at give Prescott en moderat kontrakt, der tillader holdet at holde på sit offensive talent, er det ikke sikkert, at den 25-årige quarterback går med til det. Prescott har tidligere udtalt, at han ikke vil gå på kompromis med sin kontrakt, og at han forventer at holdet betaler ham, hvad han fortjener.

Læs mere om det her

Stephen Jones’ far, holdejer Jerry Jones, har ikke ligefrem hjulpet sin søn med kontraktforhandlingerne. Jerry har tidligere udtalt, at Prescott fortjener en ‘ekstraordinær’ kontrakt og rost den unge quarterback til skyerne ad flere omgange.

De citater kommer Prescotts agent utvivlsomt til at hive frem, når klubben og Prescott begynder at snakke kroner og ører.