Dallas-safetyen har dummet sig.

Damontae Kazee har været starter for Dallas Cowboys i den indeværende sæson, men nu er safetyen kommet i nogle problemer med loven.

Han blev nemlig arresteret tidligt tirsdag morgen og sigtet for at køre, mens han var påvirket. Det skriver Dallas Morning News. 

I første omgang blev Damontae Kazee stoppet af politiet for en anden – og uvis – overtrædelse af færdselsloven lidt efter klokken 03.00, og her virkede NFL-safetyen påvirket. Efterfølgende bekræftede spilleren også, at han havde drukket.  

Safetyen dumpede en ædruelighedstest og blev taget med på politistationen. Han blev efterfølgende løsladt mod en kaution på 2.500 dollar – svarende til 16.000 danske kroner. 

Cowboys skal ikke spille i denne uge, hvor de er på bye week, så først i næste uge finder vi ud af, om bommerten har nogle indflydelser på Damontae Kazees rolle på holdet. 

28-årige Damontae Kazee kom til Dallas Cowboys tidligere i år fra Atlanta Falcons, hvor han arbejdede sammen med Dan Quinn, der var Falcons’ cheftræner og nu er Cowboys’ defensive koordinator. Han har startet alle kampe i sæsonen hidtil.