Cowboys vil ikke slå sig fast på én quarterback

0

Dallas Cowboys og Jerry Jones befinder sig med et reelt luksusproblem.

I en tid, hvor adskillige medier og fans forsøger at presse Dallas Cowboys til at annoncere en fast startende quarterback for resten af sæsonen, har holdet ingen intentioner om at vælge endeligt mellem Dak Prescott og Tony Romo.

“Det er simpelthen unødvendigt” slår Cowboys’ vicepræsident og COO, Stephen Jones, fast i fredagens udgave af PFT Live, før han fortsætter: “Jeg vil lade Jason Garrett styre holdet og holde den slags beslutninger internt. (…) Jeg kan fornemme, at medierne ville elske en afsluttende annoncering, men jeg tvivler stærkt på, at der kommer sådan én. Vi har to specielle quarterbacks, som begge er store ledere for vores hold, og det er dét vi forholder os til.”

23-årige Dak Prescott har taget ligaen med storm i sin første sæson som professionel i NFL, og han står foreløbigt noteret for 2020 yards, 12 touchdowns, to interceptions og en quarterback-rating på 104,2. Det bliver også Prescott, som skal lede slagets gang mod Pittsburgh Steelers, da Cowboys’ veteran, Tony Romo, fortsat kæmper for at blive kampklar efter et længere skadesforløb.