Dallas Cowboys har valgt at afskedige deres offensive koordinator, Scott Linehan.

Efter fire år som Dallas Cowboys’ offensive koordinator fik Scott Linehan fredag aften dansk tid en fyreseddel.

Det annoncerer Cowboys i en pressemeddelelse.

– Linehan og jeg havde nogle virkelig positive og åbne diskussioner, som fandt sted i denne uge, og vi kom til enighed om, at det ville være i den bedste interesse for alle involverede parter, hvis vi skiftede ud på offensiv koordinator-stillingen, fortæller Cowboys’ cheftræner, Jason Garrett, om beslutningen.

For at finde en afløser har Cowboys, ifølge Ian Rapoport fra NFL Network, tænkt sig at kigge mod collegetrænere, mens deres egen tight end-træner, Doug Nussmeier, også er en kandidat. Fra college kan Georgias offensive koordinator, James Coley, være et emne, skriver Rapoport på Twitter.

55-årige Linehan har flere gange i løbet af sæsonen fået kritik for det system, han benyttede sig af, og hvor han ikke formåede at skabe gode arbejdsbetingelser for spillerne. Cowboys’ angreb sluttede også i den nederste tredjedel af ligaen med hensyn til scorede point og yards per kamp.