Dallas Cowboys har forlænget kontrakten med den defensive end, Randy Gregory, så kontrakten nu løber til og med 2020-sæsonen. Gregory er i øjeblikkeligt suspenderet fra NFL på ubestemt tid.

Dallas Cowboys er de seneste år blevet kendt for at formå at få den ene kontroversielle pass rusher på holdkortet efter den anden, og nu fortsætter NFC East-klubben samarbejdet med endnu en af slagsen.

Edge rusher Randy Gregory, der er suspenderet af NFL på ubestemt tid for at bryde ligaens misbrugspolitik, har nemlig fået forlænget sin kontrakt med et enkelt år, så den løber frem til udgangen af 2020.

Det beretter NFL Networks Tom Pelissero.

26-årige Gregory blev valgt af Cowboys i anden runde af 2015-draften. I 2016-sæsonen sad han ude med karantæne i 14 kampe plus i slutspillet, og han missede også hele 2017-sæsonen med karantæne.

Gregory spillede 14 kampe for Dallas i 2018 som førstereserve bag Tyrone Crawford med seks sacks til følge. Den 26. februar blev han så suspenderet på ubestemt tid for at have brudt NFL’s misbrugspolitik og dermed betingelserne for hans genindsættelse i ligaen.