Cowboys-ejer afviser trænerskift i sæsonen

0

Dallas Cowboys kommer ikke til at skifte træner midtvejs i sæsonen, fastslog Jerry Jones efter nederlaget til Tennessee Titans.

Dallas Cowboys tabte i Monday Night Football til Tennessee Titans, og de har nu tre sejre og fem nederlag efter otte runder. Dermed er de et stykke fra en tur i slutspillet, og der skal ikke mange nederlag til før slutspilsdrømmen braser.

Men det betyder ikke, at der kommer til at ske et skifte på cheftrænerposten, hvor Jason Garrett har siddet siden 2010. Efter nederlaget til Titans blev Cowboys’ ejer, Jerry Jones, adspurgt, hvorvidt et trænerskifte i løbet af sæsonen ville være en mulighed, men det afviste han ifølge ESPN.

– Nej, lød det tørt fra Jones, der fortsatte:

– Jeg forventer ikke flere ændringer i trænerstaben.

Jones medgav dog, at han var utilfreds med præstationen, og at holdet skal spille bedre. Ellers er de ikke med i jagten på slutspilsbold i januar.

– Jeg kan ikke lide den måde, vi spillede på i aften. Havde vi spillet meget bedre i aften og stadig tabt, ville jeg være mere positiv over det. Vi skal spille bedre. Vi er ikke med i noget, hvis vi ikke spiller bedre. Vi skal spille bedre. Vi spillede ikke godt af en eller anden grund efter starten. Vi spillede bare ikke godt.

Cowboys møder i næste spillerunde Philadelphia Eagles. Med en sejr kan de rykke op på andenpladsen i NFC East-divisionen, som Washington Redskins i øjeblikket fører med fem sejre og tre nederlag efter otte runder.